Foto: HOFOR
in ,

Like 👍

HOFOR ser på mulighed for nye havvindmølleparker i Øresund

VINDENERGI. Nordre Flint mellem Saltholm og Sverige. Aflandshage, 10 kilometer fra Amagers sydspids. Det er de to områder, hvor HOFOR nu undersøger muligheden for, at der kan etableres nye havvindmølleparker.

ØRESUND: Energistyrelsen har i dag givet forsyningsselskabet HOFOR tilladelse til at undersøge, om der kan etableres to havvindmølleparker i Øresund.

Den ene ved Aflandshage, 10 kilometer fra Amagers sydspids. Den anden ved Nordre Flint, 12 kilometer øst for København mellem Saltholm og Sverige. Det skriver HOFOR i en pressemeddelelse. (Artiklen fortsætter under illustrationen)

Markeringerne viser de mulige placeringer af nye havvindmølleparker. Den grønne 10 km syd for Amagers sydspids, den blå 12 km fra København mellem Saltholm og Sverige. Illustration: HOFOR

Havvindmølleparkerner kan give Københavns ambition om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 et dygtigt vindpust i sejlene.

Forundersøgelserne udføres af professionelle rådgivningsfirmaer og omfatter undersøgelser af vindmøllernes påvirkning af miljø, natur, dyreliv, fiskeri, sejlads, lufttrafik, landskab samt andre samfunds- og erhvervsinteresser.

To offentlige høringer

Undersøgelserne forventes afsluttet ved udgangen af 2020. I forbindelse med forundersøgelserne holdes der to offentlige høringer, den første under idéfasen, forventeligt til sommer. Den anden i det tidlige forår 2021, når Miljøkonsekvensrapporterne foreligger.

Hvis myndighederne herefter vurderer, at der kan bygges vindmøller på én eller begge lokaliteter, forventer HOFOR, at møllerne kan opstilles i perioden 2023-2024 og produktionen af grøn strøm kan begynde umiddelbart før 2025.

Hvis der opstilles møller i Øresund forventes 20 procent af vindmøllerne at blive udbudt til lokale borgere og andre interesserede.

»Flere Epinions-undersøgelser viser, at københavnerne bakker op om byens klimamål og gerne ser, at der opstilles flere vindmøller blandt andet i Øresund. Ligesom der er stor interesse for medejerskab til de lokale møller,« siger Jan Kauffmann, direktør for Økonomi & Forretning i HOFOR.

HOFOR understreger, at tilladelsen fra Energistyrelsen alene handler om at undersøge muligheden. En tilladelse til at opstille vindmøllerne er endnu ikke givet.

Fakta om havvindmølleparkerne

Ved Aflandshage undersøges muligheden for at opstille op til 250 MW. Det svarer til 25 møller på hver 10 MW.
På Nordre Flint undersøgelse muligheden for at opstille op til 160 MW. Det svarer til 16 møller på hver 10 MW.
Møllerne får en maksimal højde på 220 meter.
Møllerne vil være omfattet af Køberetsordningen i VE-loven, og derfor forventes 20 procent af møllerne udbudt til lokale borgere og andre interesserede. Bliver møllerne til noget, vil udbuddet foregå i 2023-2024, mens møllerne stilles op.

Kilde: HOFOR

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Julefrokost i 00’erne kan spille nøglerolle ved bestialsk røveri mod cykelhandler

God nyhed i 2020: 50 millioner kroner til renovering af Frederiksberg Svømmehal