Når Cityringen åbner kan man hurtigt komme med metroen og skifte til bus 2A og køre ud ad Godthåbsvej. For at bussen kan komme hurtigere frem skal der etableres en busbane fra Rønnebærvej op mod Hulgårdsvej. Det er lokaludvalget ikke glad for, da det vil koste parkeringspladser. Foto: Martin Sørensen
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Like 👍

Ny busbane på Godthåbsvej koster p-pladser og kan give prop

Vanløse Lokaludvalg er bekymret for planerne for en ny busbane på Godthåbsvej, der betyder, at der skal nedlægges 30 parkeringspladser og fjernes seks træer. Lokal købmand er dog positivt.

For at linje 2A kan komme hurtigere frem, når Cityringen åbner senere på året, vil kommunen etablere en busbane på Godthåbsvej på strækningen Rønnebærvej til Hulgårdsvej. Det betyder blandt andet, at der skal nedlægges 30 pladser på højre side af Godthåbsvej, når man kommer inde fra byen.

Forslaget er en del af den samlede busplan, og det konkrete forslag er høring lige nu.

Arbejdsgruppen for Trafik og Plan under Vanløse Lokaludvalg har drøftet sagen og er overordnet ikke begejstret for planen, der også betyder, at venstresvingsbanen mod Sallingvej nu skal deles med bilister, der skal lige ud, fordi den nuværende kørebane skal være busbane.

»Det vil give endnu mere trafik i det kryds, der i forvejen er tæt proppet, og så er vi bekymret for, at der skal nedlægges 30 parkeringspladser, fordi det kan gå ud over handeslivet på Godthåbsvej,« siger formand for Vanløse Lokaludvalg, Bent Christensen, der også er tovholder for arbejdsgruppen.

Købmand positiv

Købmand Brian H. Andersen fra Rema 1000 på Godthåbsvej er dog ikke bekymret for de færre p-pladser.

»Vi er positive overfor en busbane, fordi det vil være godt for hele Vanløse, og selvom jeg har kunder, der parkerer på Godthåbsvej, så tror jeg ikke det bliver noget problem, fordi jeg har en stor parkeringsplads bag ved butikken, og den skal jeg nok være lidt mere synlig omkring, end jeg tidligere har været,« siger Brian H. Andersen, der understreger, at han også har mange kunder, der kommer med bus.

Den nye busbane er planlagt til at være 270 meter, og det betyder også, at der skal fjernes seks træer.

Bent Christensen fremhæver, at lokaludvalget bakker op om behovet for at øge bussernes fremkommelighed i byen og give den offentlige transport de bedst mulige vilkår, men at de er betænkelige ved det konkrete forslag.

Busbanen er den del af den samlede plan Busplan 2019, og på Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag 18. marts skal politikerne på rådhuset tage stilling til det konkrete forslag.

Bent Christensen ser gerne, at forvaltningen aflægger ’å-stedet et besøg, inden der bliver truffet en beslutning’.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

Jeg interesserer mig virkelig for det lokale

Vielser i stribevis: Nu åbner kirken for drop-in bryllup

Udstilling sætter fokus på fattigdom i Nepal