Da Folkekirken på Vesterbro åbnede for drop-in dåb, var det et hit med det samme. Nu er Sognepræst i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, René Høeg også klar til at vie folk til drop-in bryllup. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Vielser i stribevis: Nu åbner kirken for drop-in bryllup

BRYLLUP. Efter stor succes med drop-in dåb inviterer Vesterbro Sogn nu også til drop-in bryllup. Ifølge præsten i Sct. Matthæus Kirke er der alt for mange, der udskyder brylluppet, fordi de føler der er for store forventninger til festen.

GIFT I MASSEVIS: På Vesterbro lancerer folkekirken for første gang ’’drop-in bryllup’’.

Den sidste lørdag i marts kan alle gifteklare københavnere derfor bare lægge vejen forbi kirken og lade sig vie.

Det eneste, du skal huske er at en af parterne skal være medlem af folkekirken og derudover skal man udfylde en prøvelsesattest på borger.dk

»Vi gør det fordi, vi kan mærke, der er et behov. Når vi taler med vesterbroerne, viser det sig ofte, at mange gerne vil giftes i kirken, men har fornemmelsen af, at det hurtigt bliver meget stort og dyrt,« siger René Høeg, der er præst i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro.

I længere tid har folkekirken under Vesterbro Sogn tilbudt drop-in dåb med stor succes.

»Ofte har vi haft 30-35, der er blevet døbt på en dag. Der er et stort behov for, at det ikke bliver for omfattende og stort. Det at vi inviterer, frem for at folk selv skal banke på og lave en aftale, handler også om at det bliver lidt nemmere, at komme ind i kirken,« siger han.

Masser af præster

Der vil fortsat være samtaler med brudeparrene inden vielsen, hvor de taler med præsten om kærlighed og det at blive viet i folkekirken. Og ligesom til drop-in dåb vil der være en præst til alle.

»Der vil være mange præster tilstede, og vi sørger også for at have en tilkaldeliste, hvis behovet er større, end vi først regner med,« siger René Høeg.

Højtideligt som altid

Præsten afviser, at det bliver for uformelt og hastigt, at ’droppe ind’ og blive gift.

»Vores erfaring fra drop-in dåb er, at det har været meget højtideligt og storladent. Der er en helt særlig stemning. Og danskerne er faktisk meget reflekterende omkring det, så jeg er sikker på, at det samme bliver tilfældet her.«

 

Sognepræst René Høeg står sammen med sine kollegaer klar til at vie folk lørdag 30. marts. Pressefoto

I stedet handler det, som præsten understreger, om at gøre det tilgængeligt. Og ikke mindst, lettere at undgå en forpligtigelse til at holde den store fest efterfølgende.

»Man må naturligvis meget gerne invitere gæster med i kirken til sit bryllup, men det bliver for mange lettere, at holde det en smule mere uformelt på denne måde,« siger han.

Der er drop-in bryllup i Sct. Matthæus Kirke lørdag 30. marts kl. 16.00-18.00.

Der er samme dag også drop-in dåb i kirken. Det er fra klokken 13.00-15.00

 

Inden brylluppet skal man bestille en prøvelsesattest på borger.dk. Det kan tage op til en uge, inden den lander i e-Boks og den skal medbringes på dagen. Derudover kræver det, at mindst en af parterne er medlem af folkekirken.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Scarlet Pleasure spiller på Grøn Koncert

Ny busbane på Godthåbsvej koster p-pladser og kan give prop