Gustav Vilholm ud for den kommende cykelparkering på Trianglen. Foto: Martin Sørensen
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Cykelstativer ud for vinbar er ved at blive etableret

Vinbar Pasteurs daglige leder Gustav Vilholm undrer sig over, at cykelstativerne ud for vinbaren allerede er ved at blive etableret, efter kommunen ellers havde udtalt, at det ikke »var slået fast med syvtommersøm«.

Cykelparkering: Siden i fjor har det stået klart, at der skal være cykelstativer på Trianglen ud for Vinbar Pasteur som led i cykelparkeringen ved den kommende metrostation.

Det vil gå ud over vinbarens udeservering, som var en stor succes i sommeren 2018.

LÆS OGSÅ: Udendørs vin i fare på Trianglen

Pastuers daglige leder Gustav Vilholm glædede sig dog over, at vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Hans Christian Karsten, i slutningen af januar udtalte til Østerbro Avis:

»Det er ikke slået fast med syvtommersøm, der er en positiv dialog med Pasteurs ejer.«

Ser på det lige nu

Glæden var dog kort. Der har været kontakt via e-mails mellem Pasteur og Københavns Kommune, og et møde er aftalt. Men i den korrespondance har det netop været fastslået fra kommunens side, at cykelstativerne præcis skal være, hvor de hele tiden har været planlagt. Og i løbet af februar og marts er stativerne ved at blive stillet op.

»Jeg står og ser på den lige nu, jeg har savnet den dialog, som der har været lagt op til. Det virker som magtfuldkommenhed,« siger Gustav Vilholm, som understreger, at han og Pasteur skam er villig til kompromis, og han mener, at kommunen burde have lyttet til input, inden stativerne blev sat op.

»Selvfølgelig er vi villige til kompromis, al udeservering er jo godt. Men der hvor cykelparkeringen skal være, er lige netop der, hvor der er sol om efterniddagen og aftenen,« peger han på.

Det er kommunalt areal, og forretningsdrivende skal søge om udeservering en gang om året.

Plakatsøjle bliver

Vinbar Pasteur vil miste omsætning – op til to millioner hvis den udendørs servering skulle blive lige så populær som i den varme sommer i fjor ifølge vinbaren – men Gustav Vilholm mener også, at det viste sig at være et unikt sted på Østerbro, og der går noget tabt for bydelen og borgerne uden det.

Der kan dog blive mulighed for udeservering i mindre omfang, hvis Pasteur søger, lyder det fra vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Hans Christian Karsten.

»Den historiske plakatsøjle på Trianglen viste sig ikke at kunne flyttes. Den lejlighed benyttede forvaltningen til at friholde et mindre areal, så der trods alt kan blive plads til lidt udeservering, om end det ikke bliver i samme skala, som Vinbaren har haft til rådighed tidligere,« udtaler han i en e-mail. Hans Christian Karsten mener ikke, at kommunen har stillet vinbaren noget i udsigt på trods af den tidligere bemærkningen om »at intet er slået fast med syvtommersøm«.

»Vi har flere gange forklaret Vinbaren Pasteur, at vi ikke kan ændre på tingene nu og her, men at der kan komme en mulighed senere hen, når kommunen har fået vejarealet tilbage fra Metroselskabet,« udtaler han.

En to-årig periode

Det drejer sig om en to-årig periode. Der er en mulighed for mere udeservering efter den tid, men igen garanti.

»Vi kan ikke på forhånd love bestemte løsninger, for der skal fx være politisk vilje til at indskrænke antallet af cykelparkeringspladser til fordel for mere udeservering. Men som sagt er det en mulighed at gøre mere plads til udeservering til den tid – uden at vi kan udstede en garanti for det,« lyder det fra Hans Christian Karsten.

Cykelstativerne med 10-20 cykler på Trianglen indgår i en stort cykelparkeringsprojekt med hundredevis af pladser ved Trianglen Metrostation.

Derudover bliver Blegdamsvej også udvidet med en højresvingsbane i forbindelse med bedre fremkommelighed for busser, hvilket også gør arealet mindre. Vinbar Pasteur og Københavns Kommune har aftalt et dialogmøde den kommende uge.

LÆS OGSÅ: Fra værtshus til vinbar

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Talkin’ ‘bout my generation

Franske toner i Grundtvigskirken