Da Gitte Hedeby og hendes mand, Erik, besluttede sig for at blive skilt valgte de at bygge et helt nyt hus på Søndervigvej. Huset er indrettet, så forældrene bor i hver deres ende af huset, mens samlingspunktet er det store køkken-alrum. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Ked 😭 Elsker 😍 Like 👍

»Sorgen vil altid være der«

46-årige Gitte Hedeby giver alt hvad hun har til kulturen og musikken i Vanløse. Inderst ind bærer hun en stor sorg, som har fået en fast plads i hendes hjerte.

 

8. juli 2004. Gitte Hedeby var i fødsel med sit andet barn, kun et år efter hende og hendes mands første barn, Jeppe var født. Veerne var hyppige, men til sidst anbefalede fødselspersonalet et kejsersnit, da datteren var ved at blive stresset. Men fordi den lille pige allerede var så langt nede, var det var svært at få hende op igen ud gennem maven, og lægerne kom til at trykke så hårdt, at hun fik kraniebrud. Hun døde med det samme.

»Jeg følte, at jeg kunne høre hende, men det har jeg nok ikke kunnet. Det var så forfærdeligt og hun lå os en hel nat, inden hun kom til obduktion, og de fandt ud af, at hun var død af kraniebrud. Hun var så stor og fin og fejlede intet.«

Det er nu 14 et halvt år siden, Gitte Hedeby og hendes daværende mand Erik mistede deres datter Marina. Hun ligger begravet ved Grøndalslund Kirke i Rødovre og hvert år til hendes fødselsdag samles hele familien og har det sjovt og hyggeligt ved hendes gravsted.

»Jeg kan ikke lide, at man siger, at man er videre eller er over det, for det kommer man aldrig. Sorgen og savnet vil altid være det, men det finder et rum i hjertet, hvor det får lov at blive.«

Gitte Hedeby har sammen med Erik tre børn, Jeppe på 15 år, Julian på 13 år og Mille på 11 år. Og Marina i himlen. Børnene kan stadig savne deres lillesøster, selvom to af dem aldrig har set hende og den ene, Jeppe, kun var ét år. Men det er bevidstheden om at de har mistet en søster, der fylder. Gitte Hedeby og hendes mand Erik stod sammen i sorgen og var ifølge Gitte gode til at blive stærke sammen.

Bor i hus med eksmanden

Men for fire år siden besluttede de at gå hver til sit.

På det tidspunkt boede de på Roshagevej i samme kvarter, som Gitte Hedeby er vokset op i. Men i stedet for at finde to lejligheder og lade børnene flytte bopæl hver uge, besluttede de at bygge et helt ny hus sammen designet til at de kan have hver deres afdeling. Her har de boet i to år.

Husets kerne er det store køkken-alrum med plads til både eftermiddagsmad og lektier og så har Gitte og Erik hver deres lille lejlighed, hvor de kan lukke døren – Gitte Hedeby med lyskæder og bogreol spækket med mindre. Børnene bor i midten af huset– på hver deres værelse, og familien spiser sammen, så ofte det kan lade sig gøre.

»Det var jo ikke børnene skyld, at vi skulle skilles, og vi ville ikke byde dem at skifte bopæl, selvom mange jo gør det og ikke tager skade af det. Men nu er de selv begyndt at spørge, om vi ikke snart skal have to lejligheder, for det kunne de godt tænke sig. Så tænker jeg, at vores projekt er lykkes.«

Gitte Hedeby har haft butik i Vanløse i flere omgange – Hedeby Design hed en af butikkerne i Jernbane Alle, der solgte ting og dimser især fra Kina.

Solens rige

Hun har læst kinesisk og hele den ene væg er beklædt med en reol proppet med bøger og ting om og fra Kina. Otte udgaver af Lonely Planets China og figurer fra den kinesiske mytologi.

Egentlig var det salig og tidligere fritidshjemsleder, Per Wæhrens skyld. Gitte Hedeby gik i folkeskole på Damhusengens Skole og på fritidshjem på VBUC hvor Per Wæhrens var leder.

Han arrangerede studieture til Kina, og Gitte Hedeby var med på den første tur i 1989. Siden da har hun været solgt til Kina. Hun har læst kinesisk og rejser ofte til Beijing og andre større kinesiske byer ligesom hun har arrangeret rejser.

Det er det hun kan. Arrangere, stable på benene og få noget til at ske. Når andre ikke arrangerer byfest, gør hun det, og hun er som forpagter af Café Oasen med til at skabe alt fra støttefester til hårdslående rock-aftenener. Det generer hende ikke at slæbe fustager med øl, kasser med vin og tunge bakker. Hun træner flere gange om ugen og går til cross-fit og styrketræning, fordi hun godt kan lide at være stærk.

Når andre taler om dig, siger de ofte, at du er et jern, en ildsjæl og helt fantastisk for byen – hvordan har du det med det?

»Altså jeg bliver jo glad, når andre siger sådan, men jeg gør det også fordi jeg rigtigt godt kan lide det. Men jeg synes også det er mærkeligt, at man ser mig som sådan et energibundt og overskudskvinde, for det er jeg bestemt ikke. Vanløse er et dejligt sted at bo, og jeg vil gerne give noget til bydelen.«

Jeg bliver glad, når….jeg ved, at mine unger har det godt og jeg kan se, at de er glade og ikke frusterede og tingene bare fungerer.

 

AFSLUT SÆTNINGEN:

Jeg bliver ærgerlig, når… jeg har presset mig selv for meget, så jeg ikke er noget værd, når jeg kommer hjem.

 

Jeg ville ønske, jeg var god til ….ikke at spekulere så meget

 

Jeg går aldrig .. ud uden min facade. Det er mest psykisk, jeg kan sagtens gå i Netto i slaskebukser. Det er ikke med vilje, jeg har den facade, men det sker bare.

 

Jeg bliver ked af det, hvis jeg begår en fejl eller folk ikke kan lide mig. Det vigtigste i mit liv efter mine børn er at folk kan lide mig.

 

I mit køleskab har jeg altid… iskoldt vand.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Planer: Nordens Plads ved Domus Vista får måske flere boliger

Sanne hjælper med andres rod