Kristine Gustafsson på 27 har arbejdet ved Det Rene Brød i omkring to år, og hun har svært ved at forestille sig ikke at skulle arbejde der. »Jeg ville sådan komme til at savne stamkunderne, hvis jeg ikke kunne arbejde her,« siger hun. Foto: Martin Sørensen
in ,

Elsker 😍 Like 👍

»Folk vil virkelig hinanden her«

HVERDAGSLIV. Nørrebrogades hektiske mylder fornemmes ikke inde bag ruderne hos Det Rene Brød i nummer 176. Her kan man få en snak med sidemanden eller bare læne sig tilbage og lytte til en historie og drikke kakaomælk. Bag disken står kvinden, der får kunderne til at blive stamkunder. Hun hedder Kristine Gustafsson og er 27 år.

 

 

VED BAGEREN: »Hej Kristine!«

Kaj træder hjemmevant ind ad døren til bageren, og faren bestiller en Kajs Special: en sesambolle med smør og en kakaomælk.

Fireårige Kaj er en af Kristines yndlingskunder. Han er stamkunde, og Kristine har kendt ham lige siden, hun startede med at arbejde hos Det Rene Brød på Nørrebrogade for to år siden. Hun kender også hans forældre og hans farmor og mormor, som også kommer her sammen med ham.

»Det var faktisk meningen, at det skulle være et midlertidigt job. Jeg overvejede at blive lærervikar. Men kunderne er så søde, og her er så hyggeligt. Folk vil virkelig gerne hinanden her og virker mere rummelige end andre steder. Så nu har jeg været her i omkring to år,« siger Kristine og smiler.

Til sommer skal hun læse generel pædagogik på DPU, og hun håber meget, at hun vil kunne skifte sine nuværende 28 timer om ugen ud med vagter i weekenden, for hun vil så gerne kunne blive ved med at arbejde her.

»Jeg ville sådan komme til at savne stamkunderne, hvis jeg ikke kunne arbejde her. Især Kaj, som jeg har lært så godt at kende og de andre børn, som jeg har set vokse op gennem de sidste to år,« siger Kristine og kigger hen på Kaj, der får læst historie ovre i sofaen, mens han gør kål på bolle og kakaomælk.

Venskab er blomstret op

Man fornemmer hurtigt, at Kristine er populær, og det er ikke kun Kaj, som Kristine har et særligt forhold til. Hun er på fornavn med mange af kunderne og småsnakker med dem og spørger ind til, hvad der er sket siden sidst, mens hun putter brød og kager i poser og på tallerkner og laver kaffe.

Knud er en anden af Kristines yndlingskunder. Faktisk er han blevet en god ven, fortæller hun. Han er pensionist og kommer hos Det Rene Brød flere gange om ugen, hvor han og Kristine får sig en snak om, hvordan det går.

»Jeg er så taknemmelig for, at jeg har mødt ham. Han er meget stilfærdig og eftertænksom og går meget op i de gamle dyder. Han er sådan lidt en engel,« siger Kristine eftertænksomt.

»Han inviterede mig også ud at spise en dag sammen med mine veninder og to af hans venner. Så var vi ude at spise kinesisk. Det var mega hyggeligt, og det var bare helt naturligt. Ham skal jeg helt sikkert holde kontakt til, når jeg en gang ikke arbejder her mere,« tilføjer hun og smiler varmt.

Et særligt sammenhold

Kristine kommer oprindeligt fra landet, som hun kalder det, nærmere bestemt Odsherred. Men her på Nørrebro, hvor hun selv bor med en veninde, og særligt her i bagerlokalet blandt sine stamkunder, mærker hun for alvor en følelse af landsbystemning og sammenhold.

»Det er også noget, folk, der ikke kommer fra København, bemærker, når de kommer herind. At mange kender hinandens navne, og at alle snakker med alle. Og det er noget særligt,« siger Kristine.

Nogle af kunderne har også været med til at præge stedet. For eksempel stamkunden Solveig, som har doneret en tavle og farveblyanter til stedet, så børnene kan udfolde deres kreative sider, når de sidder og hygger sig med deres teboller, og hun læser også gerne historier for børnene, når hun er der.

Det er også Solveig, der har fundet på, at kunderne skal finde ting, som de kan putte i sættekassen, der hænger over sofaen. Lige nu rummer den mange eksotiske ting, lige fra en kastanje til en nøglering, og der er stadig plads til mange flere ting.

Brød til Muhabet

Mange af Kristines venner hænger også ud hos bageren, og ligesom hende er de også på fornavn og snakker med de mange stamkunder, som Kristine introducerer dem for.

»Vi donerer overskud af brød til blandt andre værestedet Muhabet, og der kommer altid en rigtig sød dame og henter det. Min veninde Sofie flettede håret på hende, da hun var her en dag, så vi kender allesammen hinanden ret godt,« siger Kristine og rejser sig for at gå hen og ekspedere en far og hans lille, lyshårede datter.

Det er den tid på dagen, hvor børnene bliver hentet, og der kommer en lind strøm af forældre med trætte, små, flyverdragtklædte poder, der straks lyser op ved synet af den bolle, der bliver rakt dem.

Også rugbrødet og wienerbrødet, hvoraf langt det meste er vegansk, er meget populært, og lige for tiden er der rift om de voluminøse fastelavnsboller, der foruden flødeskum er fyldt med enten vanille, hindbær og chokolade eller solbær og nougat.

»Der er faktisk flere, der ringer herned for at spørge, om der er flere tilbage, og der er nogle, der ærgrer sig meget og siger ’nej, kom jeg for sent’, hvis de kommer herned, og der ikke er flere tilbage,« siger Kristine og drejer hovedet, da den lille lyshårede pige tøffer om bag disken og forsigtigt sætter sin tallerken fra sig på disken og går hen til sin far.

»Nåh, tak,« siger Kristine og griner, da faren svarer, at datteren da vist føler sig hjemmevant her. De vinker farvel, og far og datter gør klar til turen hjem ad Nørrebrogade, hvor mørket nu er ved at falde på.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Bedre forhold på vej til bier og insekter

14.000 Frederiksberg-borgere lider af høretab