in ,

Like 👍

Dramaskole for børn nu i kirke

Kompas. Teater Kompas begynder nu sin tredje halvsæson. Dramaskolen er nu flyttet ind i Hans Egedes Kirke i Vardegade.

Ungt teater: For et års tid siden etablerede skuespilleren og teaterlederen Johanne Dal-Lewkovitch en dramaskole for børn på Østerbro i Teater Kompas’ regi.

I begyndelsen lå dramaskolen i Havnekulturhuset i Nordhavn, men på grund af dette hus’ usikre fremtid, flyttede aktiviteterne til Hans Egedes Kirke i Vardegade i fjor, og her fortsætter dramaskolen til foråret med start i begyndelsen af marts, hvor der er hold mandag og tirsdag.

»Det er et skønt hus med nogle fede lokaler,« siger hun.

Organist i Herrens Veje

Hans Egedes Kirke står, som Østerbro Avis tidligere har skrevet, uden præst, og det påvirker også aktivitetsniveauet i kirken.

Derfor passer det både kirken og Teater Kompas godt at samarbejde, selvom det ikke er en kirkelig aktivitet med forkyndende indhold.

Børn med alle slags religiøse baggrunde, og dem der slet ikke er knyttet til nogen religion, er velkomne. For menighedsrådet er det vigtigt med noget aktivitet inden for murene.

For Johanne Dal-Lewkovitch – der i øvrigt havde rollen som organist i tv-serien præstefamilien Krogh Herrens Veje på DR – er Hans Egedes Kirke i Vardegade en god placering. Det er fortsat forholdsvis tæt på familierne i Nordhavn, samtidig med at dramaskolen er rykket forbi S-banen til ’det gamle Østerbro’.

En god flok børn har været trofast med på dramaskolen siden begyndelsen, men der er plads til flere.

»Der går cirka 20 på 2 hold,« fortæller hun.

Ingen optagelsesprøve

Johanne Del-Lewkovitch håber både på, at endnu flere melder sig til, og at de som er på holdene fortsætter, så de med tiden kan rykke op på ungdomshold.

»Vi arbejder med improvisationsteknik og teatersport. Vi sætter fokus på nogle grundteknikker, som man kan bruge mange andre steder end i teatret. Det er noget, man også kan bruge i skolen og blandt venner,« siger hun.

Dramaskolen er åben for alle børn fra otte år, og der er ingen optagelsesprøve. Der er hold både for begyndere og let øvede.

Halvsæsonerne sluttes altid af med en form for fremvisning for forældre og andre interesserede.

»Jo bedre børnene bliver, des flere krav, kan der stilles til dem,« siger hun og understreger, at det foregår i et roligt tempo, hvor børnene kan være med.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Derfor skal du ikke sælge din ejerlejlighed nu

Parktræf i Sundbyvesterparken: Kom med ideer til parkens udvikling