Jesper Christensen vil gerne skrue ned for karakterne og op for løbende samtaler og fokus på trivsel. Her ses han på Randersgades Skole. Arkivfoto: Martin Sørensen
in ,

Skoler skal skrue op for trivslen

BESLUTNING. Der bliver ikke karakterfrie skoler, men alle skoler skal opfordres til at skrue ned for karakterræset og op for feedback- og trivselssamtaler. Børne – og ungdomsborgmester glæder sig over beslutningen, der skal give gladere elever.

SKOLELIV: Færre karakterer, mere feedback og undervisning om mobning skal give de københavnske elever i folkeskolen bedre trivsel.

Det er nogle af de tiltag, som politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget netop har besluttet på baggrund af borgmester Jesper Christensens (S) forslag.

Trivselsudspillet er et bredt indspark til skolerne om at skrue ned for karakterræset og op for løbende feedback-samtaler samt individuelle samtaler om elevens trivsel.

»Mit ønske er ikke at afskaffe karakterne, men at de ikke står alene, så der også kommer feedback-samtaler, så både de svage og dygtige elever bliver motiverede,« siger Jesper Christensen.

I en pressemeddelelse siger Københavns Lærerforening, at trivselsudspillet er godt, men at lærerne mangler tid:

»De københavnske lærere er ved at drukne i arbejdsopgaver. Samtaler er en meget vigtig del af lærernes relationsarbejde, men der har ikke været ret meget tid til at tale med eleverne de seneste år, fordi der ligger så mange andre opgaver på lærernes bord. Det er fantastisk, at kommunen ønsker at neddrosle karakterer til fordel for samtaler. Men vi må sammen med politikerne diskutere, hvilke opgaver lærerne så ikke skal løse,« siger formand for lærereningen Lars Sørensen i en pressemeddelelse.

En kerneopgave

Jesper Christensen forstår godt bekymringen, men siger, at der dels er penge til vikardækning, og dels er samtalerne en kerneopgave.

»Feedbacken er en kerneopgave, som skal prioriteres, og det skal skolerne finde tid til inden for de eksisterende rammer. Jeg er helt med på, at lærerene har mange opgaver, men det her er nødvendigt, og vi har allerede gode eksempler på skoler, der løbenede har trivsels- og feedbacksamtaler, så måske kan andre lade sig inspirere af det og sige, ’når naboskolen kan, så kan vi også’,« siger Jesper Christensen.

Mobning i klasseværelset

For to år siden blev det lovpligtigt for skoler at have en antimobbepolitik. Men for Jesper Christensen er det ikke nok.

»Det er ikke nok at have et fint papir, som enten er synligt på hjemmesiden eller ikke er det – det er noget, som skal helt ned i klaseværelser, og det skal fremgå af skolernes kvalitetsrapport, at de arbejder med antimobbeplaner, og lærerne skal have den nyeste viden om det,« siger Jesper Christensen.

Forældreansvar

Handleplaner, antimobbeplaner og trivselssamtaler – skolerne skal mere og mere: Hvad med forældrene – er det ikke deres ansvar at opdrage deres børn, så de ikke mobber, og for eksempel få indsigt i digital mobning og erkende hvor magtfuldt det er?

»Forældrene har bestemt et ansvar, og skolehjem-samarbejdet er ekstremt vigtigt, og en skole som Ellebjerg Skole i Sydhavnen arbejder løbende med forældreinddagelse, uden at man skal gå til stressende forældremøder eller andre ting, men at det er en del af hverdagen, og det vil jeg opfordre andre til,« siger Jesper Christensen.

Hvad er folkeskolen i Københavns største udfordring lige nu?

»Der er heldigvis en stigende søgning til folkeskolen, og vi kan også se, at karaktergennemsnittet for afgangsprøverne er stigende. Men vi har nogle elever, der hænger efter og ikke profiterer nok, og der skal vi kæmpe for, at alle børn bliver så dygtige, som de kan. Al forskning viser, at trivsel giver bedre læring, og derfor er indsatsen med trivsel så vigtig,« siger Jesper Christensen (S).

Borgmesterens forslag var et ændringsforslag til SF’s forslag om at indføre karakterfrie skoler – det forslag blev nedstemt.

Alle borgmesterens forslag blev vedtaget. Men V, K og DF stemte imod forslaget om at anbefale skolerne at give færre karakterer.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Københavns mindste gadegalleri får nyt liv

»Jeg kunne lige så godt være kommet fra Jylland«