Flere busruter på Amager ændres, når Metro Cityringen indføres til sommer. Blandt andet skal linje 35 ikke længere frekventere Peder Lykkes Vej. Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Amagers lokaludvalg sætter fokus på lokal buskørsel når Cityringen er indført

BUSTRAFIK. Hvad siger de ældre borgere til ændringer i de lokale busruter, når Metro Cityringen indføres til sommer? Det vil Ældre Sagen Amager undersøge i samarbejde med Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg.

SUNDBY: Der sker forskellige ruteændringer i Københavns busnet, når Metro Cityringen indføres til sommer.

Busnettet skal bindes sammen med nye og eksisterende metrolinjer og tog i det såkaldte Nyt Bynet, så passagererne kan komme hurtigt og direkte til og fra metro og tog.

Og netop de kommende lokale ændringer i busnettet er der fokus på i Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg samt den lokale afdeling af Ældre Sagen.

De holdt 11. februar møde om Nyt Bynet og er blevet enige om i fællesskab at sætte lup på borgernes reaktion på de ændrede busruter, når Cityringen er indført.

»Vi er blevet enige om at få afdækket, hvad brugerne egentlig siger til Nyt Bynet og hvilke udfordringer de nye ruter vil give,« siger næstformand for Ældre Sagen Amager, Palle Skov.

Den lokale afdeling af Ældre Sagen har 9.000 medlemmer på Amager.

»Og Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg har deres borgerpaneler, hvor vi har mulighed for at kontakte de borgere, der har e-mail. Dem, der ikke er tilgængelige digitalt – det er også den borgergruppe, som lige nu har svært ved at orientere sig ved de nye stoppesteder, hvor køreplanerne mangler – skal vi lige have fundet ud af, hvordan vi kontakter og får spurgt,« siger Palle Skov.

Undersøgelsen kan for eksempel handle om, hvordan ændringerne af busnettet spiller sammen med, hvor ældre buspassagerer skal hen.

»Det kan være bustransport til sociale aktiviteter som motion, biblioteker, daghøjskoler og andre fællesskaber. Og til sundhedstilbud som sundhedscentre, klinikker og apoteker. Og så er det også vigtigt, hvordan man kommer til steder, hvor man kan gøre sine indkøb på en let måde, for eksempel til supermarkeder og indkøbscentre,« siger Erhardt Franzen fra Amager Vest Lokaludvalg.

I første omgang skal interesseorganisationen og de to lokaludvalg bruge lidt tid med deres respektive baglande på, hvordan undersøgelsen skal skrues sammen.

»Vi vil mødes igen til efteråret, hvor Nyt Bynet er i gang, og hvor vi også har vores personlige oplevelser af ændringerne. Og så vil vi snakke videre om, hvordan spørgsmålene skal designes,« siger Palle Skov.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Julies folkekøkken er for alle

Nyt skybrudsprojekt på Peter Bangs Vej til marts