Der bliver ingen scener som disse på Frederiksberg Allé, når Tour de France i 2021 begynder i hovedstaden. 1. etape holder sig inden for Københavns kommunegrænse. Arkivfoto: Dan Møller

Like 👍

Kulturformand ærgrer sig over, at Frederiksberg blev forbigået

CYKLING: Da det torsdag blev kendt, at verdens største cykelløb, Tour de France, i 2021 begynder i København, var der mange på Frederiksberg, der spurgte sig selv, om det også vil omfatte Frederiksberg.

Med den lange tradition som målby for PostNord Danmark Rundt og det danske svar på Champs-Élysées, Frederiksberg Allé, var hovedstadens grønne hjerte et oplagt ’udflugtsmål’ for feltets ryttere.

En af de Frederiksberg-borgere, der stillede sig selv spørgsmålet, var formand for kultur- og fritidsudvalget på Frederiksberg, Simon Aggesen (K).

Svaret på spørgsmålet er imidlertid et rungende nej. Når 1. etape af Tour de France køres 2. juli 2021, så holder rytterne sig inden for Københavns kommunegrænse.

Det ærgrer Simon Aggesen en smule:

»Jeg havde da gerne set, at Tour-feltet kom til Frederiksberg. Det havde selvfølgelig kostet penge og derfor krævet et politisk flertal. Det tror jeg nu nok, vi skulle have fundet. Men Frederiksberg er aldrig blevet spurgt. Vi har ikke været involveret i processen.«

Kulturformanden kan dog godt glæde sig på København og Danmarks vegne:

»Det bliver superspændende at få Tour de France så tæt på. Jeg skal da til København og opleve det fra tætteste hold, og det tror jeg også, at der er mange andre Frederiksberg-borgere, der skal. Og så skal vi ikke glemme, at de erhvervsdrivende på Frederiksberg helt sikkert også vil få glæde af de mange cykelgæster.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

10-årig læsehest: Bøgernes magiske verden er for sej

Skomageren i Rantzausgade laver alt fra nøgler til Louboutin