Den 28. februar har 'Jeg er sgu min egen' premiere, og her spiller Mathilde Passer hovedrollen som Annie. Foto: Büro Jantzen
in ,

Dirch Passers barnebarn er ’sgu sin egen’

MUSICAL. Fra 28. februar kan du opleve Dirch Passers barnebarn, Mathilde Passer, i hovedrollen som Annie i forestillingen ‘Jeg er sgu min egen’.

NØRREBRO TEATER: 28. februar står Mathilde Passer på scenen til sin første hovedrolle, når Nørrebro Teater præsenterer premieren på forårets store musikforestilling ’Jeg er sgu min egen’.

Debutanten Mathilde Passer er barnebarn af den ikoniske skuespiller og komiker Dirch Passer, og hun spiller rollen som den fandenivoldske Annie, der har det svært med regler, kasser og etiketter. Hun sætter ganske enkelt sin hat, som hun vil, og hun insisterer på at møde verden med godt humør. Rollen var ellers ikke tiltænkt Mathilde Passer. Oprindeligt var det nemlig Lise Baastrup, der skulle have spillet karakteren Annie, men Lise Baastrup blev imidlertid gravid.

Derfor måtte hun afstå rollen, da den var for fysisk krævende, oplyste Nørrebro Teater i december.

Musicalen kan bedst karakteriseres som en folkekomedie, der genfortolker Klaus Rifbjerg, Bent Fabricius-Bjerre og Erik Ballings ikoniske filmmusical fra 1967, ’Jeg sætter min hat som jeg vil’.

I forestillingen medvirker desuden et stærkt ensemble med Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen og Nicolai Jandorf. ’Jeg er sgu min egen’ har premiere 28. februar klokken 20 på Nørrebro Teater.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Avatar

Om journalisten North Media Bureau

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Kvindelige kunstnere udstiller sammen på Boulevarden

Formel B har stadig en stjerne