Fra venstre: Tyge Skov, politidirektør Anne Tønnes og Henrik Konradsen, som fik råbt kajakroerne an fra bredden. Foto: Københavns Politi.
in , ,

Hverdagshelt efter druknedød: Heltemodtagelse hos politiet betyder noget

HELTEKÅRING. Tyge Helms Skov var forrige uge på politigården sammen med en række andre folk, der har vist handlekraft og heltemod i kritiske situationer året igennem.

KØBENHAVNS HAVN: En helt almindelig rotur i kajak i Københavns Havn blev en dramatisk affære for Tyge Helms Skov og hans kammerat sidste år. Den mundede ud i en større redningsaktion, da en mand var faldet i vandet. Hans liv stod desværre ikke til at redde, men folk omkring episoden gjorde deres til at hjælpe, og det fik de hæder og diplomer for ved den årlige dusøroverrækkelse og ’heltekåring’ på politigården i forrige uge.

»Uvirkeligt«

Ved Peder Skrams Plads kan Tyge se en gruppe mennesker vinke og hoppe inde på kajkanten.

»Det sker en gang imellem, at folk råber os an, hvis de har tabt en taske. Jeg har også en gang samlet en Barbie-dukke op. Vi roede derover og kunne godt se, at der var en redningskrans.

Jeg nåede faktisk helt derhen, før jeg kunne se, at det var en person i vandet, med hovedet nedad, nærmest som i en dårlig film. Så jeg hoppede i vandet og fik ham svømmet ind, hvor vi i fællesskab prøvede at få ham op på bredden. Men vi kunne simpelthen ikke få ham op.

Det er sådan lidt hullet og uvirkeligt, det jeg kan huske. Jeg aner ikke, hvor langt jeg svømmede med ham eller hvor lang tid, vi var i vandet – det hele gik bare så stærkt. Jeg kan stadig blive i tvivl, om det virkelig skete… Men der kom en betjent til og prøvede at give ham kunstigt åndedræt. Brandvæsenet kom hurtigt til og tog over, men vi fandt ud af via medierne, at han desværre ikke klarede den. Vi snakkede længe med betjenten om oplevelsen derude, ikke mindst hvilken reaktion, der kunne komme senere.

Det er faktisk imponerende sjældent, at der falder folk i havnen, kunne jeg forstå. Politiet ringede senere på dagen og fortalte, at manden ikke overlevede og talte hele episoden igennem.Vi blev også senere kontaktet af en psykolog fra offerrådgivningen, så det er virkelig blevet taget seriøst,« fortæller Tyge, som føler, at der blev taget grundigt vare på ham efter episoden:

»Man får jo nogle billeder frem en gang imellem, men jeg har haft det fint nok siden da. Det betyder faktisk mere, end man lige regnede med, at få den her anerkendelse. At få at vide, at man har gjort det godt og ikke kunne have gjort mere, det giver en ro. Og så sad jeg jo sammen med alle de andre, som har gjort flotte ting. Altså, man reagerer jo bare. Der gik egentlig ikke så meget andet gennem hovedet end at han jo ikke skulle ligge dér.

Og så er det jo dejligt at få at vide, at det er det rigtige, man gør, når der pludselig opstår sådan en situation,« slutter Tyge.

Stolt politidirektør

Politidirektør Anne Tønnes roste de implicerede efter diplomoverrækkelsen på politigården:

»Tyge og Henrik handlede hurtigt og udviste både eminent samarbejde og heltemod. Henrik ser en livløs mand i havnen og får råbt og vinket til Tyge, der er ude og sejle i kajak med en kammerat. Tyge springer hurtigt i vandet, og ved kanten arbejder de sammen for at få manden op af vandet. Det er til inspiration for os alle, når mennesker på denne måde helt instinktivt arbejder sammen for at hjælpe andre borgere i nød,« siger politidirektøren.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Hyldestkoncert for lokale Tage Nielsen

Sorglinjen: Laura hjælper andre unge, der har mistet en forælder