in ,

Sur 😠 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

28-årige Bille vækker den brune værtshusstemning til live igen

BRUN HYGGE. Røverhistorierne står i kø, når man besøger den genåbnede Café Strandlyst på Nygårdsvej 1, hvor værtshusstemningen ikke fornægter sig, selv om cigaretrøgen nu er bandlyst. Bag baren står 28-årige Bille Albrechtsen.

CAFÉ STRANDLYST: Roen sænker sig i det øjeblik, man træder indenfor i den genåbnede Café Strandlyst på Nygårdsvej 1. Der, hvor tonerne af John Mogensens ’Der er noget galt i Danmark’ lyder flere gange om dagen. Der, hvor man kan hvile ryggen mod de nylakerede, mahognibrune træpaneler, mens de gyldne øldråber lægger sig til rette i bunden af mavesækken. Der, hvor så mange lokale i tidens løb har sat deres fødder, som var det deres egen dagligstue.

Et klassisk brunt værtshus, som har ligget på samme adresse siden i hvert fald 1865. Men også et værtshus, som desværre drejede nøglen om i april sidste år, da ejeren afgik ved døden.

En ny ejer dukker op

Lukketiden fik dog en ende, da 28-årige Bille Albrectsen fik øje på det ledige lokale:

»Da jeg blev færdiguddannet for halvandet år siden, skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville bruge tiden på. Min mor driver café her på Østerbro, hvor jeg har stået en del, og jeg kunne mærke, at den daglige kontakt med folk var mere værd for mig end at sidde på et kontor. Derfor vidste jeg, at jeg skulle være selvstændig. Jeg kiggede på en masse lokaler, indtil jeg pludselig en dag fik øje på lokalet i den gamle Café Strandlyst. Da jeg kom indenfor, var jeg ikke i tvivl, selv om stedet trængte til en kærlig hånd,« fortæller han.

Røverhistorierne står i kø

På eksamensbeviset fra Københavns Universitet står titlen retoriker. En uddannelse, som ikke umiddelbart rimer på værtshusejer. Men så alligevel, stamgæsterne hos Café Strandlyst er nemlig ved at vende tilbage, og med dem kommer røverhistorierne, som retorikeren elsker at høre:

»Jeg har fået mange nye stamgæster hernede, som ofte er folk fra kvarteret, der kommer forbi. Det er netop noget af det sjove ved at drive et sted som Café Strandlyst. Med sig har de et væld af gode røverhistorier fra lokalmiljøet, som ligesom inviterer mig med ind i en lille boble,« siger han.

Østerbros mange facetter

Det er ellers ikke fordi, Bille Albrectsen er ukendt i kvarteret omkring Nygårdsvej. Faktisk er han født og opvokset her gennem 25 år. Første gang han besøgte Café Strandlyst var dog, da han overtog nøglerne til det lukkede værtshus:

»Jeg er kommet meget på værtshuse, men Strandlyst var jo et formiddagsværtshus, der havde åbent fra klokken cirka otte om morgenen til cirka otte om aftenen, så det passede ikke så godt ind i mit liv. Jeg kom derfor meget på værtshuset Kildevæld, der ligger oppe ved Svanemøllen Station,« fortæller Bille Albrectsen og tilføjer:

»Jeg synes, de brune værtshuse repræsenterer Østerbro lige så meget som café latte, barnevogne og spelt. Og det var også en af tankerne med Café Strandlyst. Her lugter man ligesom røverhistorierne i det samme øjeblik, man træder indenfor. Røverhistorier, der lige så meget er en fortælling om Østerbro, som de fordomme, mange udefra har om bydelen.«

En cocktail kaldet Lizzie

Ved første øjekast ligner Bille Albrectsens genåbnede Café Strandlyst en rengjort udgave af sit brune selv. Men ikke alt er helt, som plejede at være. Røgen er nemlig bandlyst, og det har krævet tilvænning:

»Det her er på mange måder folks dagligstue, og derfor bliver de med rette skuffede over, at jeg har indført røgforbud, det havde jeg forventet. Det positive er, at jeg har næsten fået lige så mange positive tilbagemeldinger fra nye gæster, som synes, det er rart, at man ikke må ryge. Det kan være folk, som tidligere er kommet meget på værtshus, men som har fået KOL, og derfor har måttet holde sig væk fra rygerværtshuse,« forklarer Bille Albrectsen.

En anden nyhed er menukortet, der nu indeholder både frisksmurt smørrebrød og cocktails, hvor særligt en springer i øjnene:

»Jeg kan godt lide at nørde med tingene, så jeg har udviklet min egen cocktail. Den har jeg valgt at kalde ’Lizzie’, for det hed min mormor, og jeg tror gerne, hun ville være kommet på Café Strandlyst,« siger værtshusejeren.

Med mørk rom, citronsaft, creme de mente og passionssirup venter der en eksotisk oplevelse, hvis man vælger en ’Lizzie’, og mormor Lizzie var da også en eksotisk dame:

»Hun var med til drive jazzklubben Montmartre med sin første mand. Han har en cocktail opkaldt efter sig derinde, og derfor synes jeg, at hun skulle have sin egen cocktail her. Det hører sig ligesom til,« konstaterer Bille Albrectsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Simone Emilie er sang nummer 1

Engle i England: “Skål, skål, skål”