23-årige Simone Emilie fra J.M. Thieles Vej stiller op ved dansk melodi grand prix 2019 med nummeret 'Anywhere'. Foto: Martin Sørensen
in , , , , ,

Elsker 😍

Simone Emilie er sang nummer 1

MELODI-FEST. Når der 23. februar blændes op for den 49. udgave af Dansk Melodi Grand Prix, er det en 23-årig pige fra J.M. Thieles Vej, som åbner showet. Simone Emilie Holm har altid sunget, og på lørdag synger hun sang nummer 1.

MELODI GRAND PRIX: »Jeg glæder mig vildt meget til at stå på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning. Den skal bare have max gas.«

Det kan godt være, at Simone Emilie er grand prix-debutant, og det kan også godt være, at hun aldrig har optrådt solo for rullende kameraer på landsdækkende tv. Men videre nervøs ved tanken, det er hun ikke.

Hvor mange ville være decideret skræmte ved tanken, så vender Simone Emilie udsigten til, at op imod halvanden million sæt øjne vil være rettet mod hende, til noget positivt.

1080p 1

Simone Emilie Holm Dansk Melodi Grand Prix 2019 sang nummer 1 ‘Anywhere’

»Jeg skal da nok blive spændt og en smule nervøs, lige inden jeg går på scenen, men jeg glæder mig enormt. Det bliver så fedt,« replicerer Simone Emilie og tilføjer:

»Jeg føler, at jeg kommer med en god ballast. Jeg sang i kor på Sankt Annæ Gymnasium i ti år – fra 3. klasse til 3. g. I 6. klasse blev jeg sopransolist og har turneret sammen med koret i blandt andet Tyskland, Island, Spanien og Singapore, plus fire steder i USA.«

Har det fra fremmede

I modsætning til størstedelen af klassekammeraterne på Sankt Annæ Gymnasium, så er Simone Emilie ikke ud af en musikalsk familie:

»Jeg har en grandonkel, der spiller lidt trommer, men det er også det. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor jeg har det fra.«

Mens den musikalske åbenbaring altså ikke er hentet i barndomshjemmet på Vesterbro, så henter Simone Emilie masser af inspiration hos såvel nulevende som afdøde sangere og sangerinder:

»Jeg er helt vild med Ariana Grande. Hun har en smuk, unik vokal med en enorm spændvidde, og så er hun en rollemodel for kvindelige sangere og musikere. Derudover har jeg altid lyttet meget til Stevie Wonder, Michael Jackson og Whitney Houston, Skulle jeg pege på ét nummer, som jeg gerne ville have skrevet og sunget, så skulle det være Whitney Houstons ’Greatest Love of All’.«

Waterloo og Dansevise

Et af de bands, der har fyldt meget i Simone Emilies musikalske opvækst er ABBA:

»ABBA har jo for eksempel lavet det bedste grand prix-nummer gennem tiderne ’Waterloo’ (i 1974, red.). Jeg synes i det hele taget, at der er lavet meget god melodi grand prix-musik i årenes løb,« erklærer Simone Emilie og nævner i flæng ’Dansevise’ med Grethe og Jørgen Ingmann, Brødrene Olsens ’Smuk som et stjerneskud’, ’Under stjernerne på himlen’ med Tommy Seebach og også den noget mere oversete ’Vuggevise’ med Ellen Winther, som vandt det danske melodi grand prix tilbage i 1962.

»Jeg synes især, at ’Dansevise’ og ’Smuk som et stjerneskud’ er fantastiske. Jeg lytter meget til melodierne. ’Dansevise’ er tidsløs og også et nummer, vi sang meget med koret på Sankt Annæ. ’Smuk som et stjerneskud’ var meget innovativ. Dengang i 2000 var det en ret ny lyd.«

Samler nationen

Som barn af 90’erne og 00’erne har børnenes melodi grand prix ’MGP’ også fyldt en del i Simone Emilies musikliv.

»’Jeg tror, det kaldes kærlighed’ med Shout var det første MGP-nummer, jeg husker. Det var fedt, og jeg synes faktisk stadig, det holder.«

Simone Emilie er i det hele taget ikke bange for at erklære sin kærlighed til melodi grand prix-konceptet:

»For mig er Dansk Melodi Grand Prix et stykke kulturarv, som år efter år samler nationen og skaber fællesskab. Det er en fest, og den fest har jeg også tænkt mig at bidrage med i Herning.«

Hvorvidt musikken skal være Simone Emilies levevej, eller om hun går businessvejen eller måske kombinerer de to verdener, vil kun tiden vise:

»Jeg er i gang med at tage en bachelor i international business på CBS. Det vægter jeg også meget højt. Musik og uddannelse er i det hele taget to ting, der betyder meget for mig. Så jeg er meget taknemmelig over, at jeg kan beskæftige mig med begge dele.«

(K)ærlighed

Den næste uges tid må uddannelsen nok indstille sig på at blive overskygget af musikken i Simone Emilies liv. Det hele kulminerer lørdag 23. februar ved 20-tiden, når hun står på scenen i Jyske Bank Boxen med sangen ’Anywhere’, som er skrevet af Jeanette Bonde, Fred Miller og Fredrik Sonefors.

»Selvom jeg ikke selv har skrevet nummeret, så er det bare så meget mig. Det er lige min stil, og teksten kan jeg relatere hundrede procent til. Umiddelbart er det er klassisk kærlighedspopsang, men den rummer også temaer som ærlighed og håb. Jeg er vild med nummeret, og det håber jeg også, at Danmark bliver på lørdag.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Historiker om Slagtergårdene: »Den korte udgave af skorstenen er en hån«

28-årige Bille vækker den brune værtshusstemning til live igen