15. marts er sidste chance for at handle i Meny på Frederiksborgvej 86. Herefter lukker forretningen. Privatfoto

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Ikonisk forretning lukker

LUKNING. Meny på Frederiksborgvej 86, som har været supermarked siden 1974, lukker 15. marts af økonomiske årsager. »Det er trist,« lyder det fra butikschefen, som har overtaget forretningen efter sin far.

SUPERMARKED: »Forretningen har tabt penge de sidste tre-fire år, så vi har ikke råd til at fortsætte. Det er trist, men sådan er det. Man er nødt til at stoppe, mens legen er god.«

Sådan siger Lars Ringgaard, som er butikschef i Meny på Frederiksborgvej 86 på Bispebjerg. Hans far overtog forretningen i 1986, og det gør selvfølgelig situationen mere trist, forklarer han.

»Jeg kan jo ikke huske andet, end at min far har arbejdet her,« siger Lars Ringgaard, der selv begyndte at arbejde i forretningen i 2003 som købmand, og som siden overtog forretningen efter sin far.

Konkurrencen er for hård

Årsagen, til at forretningen nu må dreje nøglen om, er ifølge butikschefen især den øgede konkurrence i området.

»I de sidste ti år er der åbnet fem-seks nye butikker i en radius af en kilometer. Der er blandt andet kommet en ny og større Fakta overfor. Samtidig er vi i et område, hvor folk ikke har så mange penge, og Meny er jo ikke en discountforretning,« siger Lars Ringgaard.

 

I forbindelse med oprydningen i forretningen har butikschef Lars Ringgaard fundet en af de helt gamle indkøbsposer fra dengang, da forretningen hed Høyen Supermarked. Privatfoto

 

Nogle undrer sig

Han oplever, at nogle kunder undrer sig over, at forretningen må lukke.

»Nogle siger, ’jamen der er jo altid kunder i forretningen’. Men hvis de altid kun køber for 80 kroner, eller hvis de kun køber cigaretter, så er det ikke nok til, at vi kan overleve,« siger han.

Det var Preben Høyen Andersen, der åbnede supermarkedet i 1974, som dengang hed Høyen Supermarked.

Udover supermarkeder har Frederiksborgvej 86 tidligere huset en urmager, en radioforretning og Bispebjerg Biograf, som havde den sidste forestilling i 1973.

Meny har sidste åbningsdag 15. marts. Fra mandag 4. marts- mandag 11. marts vil der være 20 procent på alle varer i forretningen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra KFI vedrørende planerne for lokalerne.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Ældre Sagen om digitaliserede køreplaner: 210.000 ældre over 65 år har aldrig været på internet

Wacher fejrer fødselsdag med dobbelt live-koncert