Foto: Privat
in
Tema: in

Elsker 😍

Hellere et nej, end ikke have prøvet

I forhold til kærlighedsfølelser mellem køn kan man nok ikke ændre et nej til et ja. Men i næsten alle andre sammenhænge skal man slet ikke tage et nej for givet.

Det her liv på Planet Earth er for det meste fyldt af nej. Men i ny og næ er der et ja, der flytter bjerge.

Jeg kan dybest set ikke synge. Eller jo det kan jeg faktisk godt. Hvis jeg træner og øver mig. Jeg kommer fra en musikalsk familie med en mor som var operasanger. Så jeg kastede mig over at synge og var sanger i Køln. Sang Gounod og Bachs ”Ave Maria” både til begravelser og bryllupper. Min tyske kæreste dengang havde et limousine firma, så det var nærliggende at få en god firma idé. Slå pjalterne, limousinen og de kirkelige begivenheder som begravelse og bryllup sammen. Tage en flot kjole på og åbne sanggabet.

Når nu det i Køln var gået så godt, stillede jeg, efter ikke have øvet i lang tid op til to auditions i Danmark. Det gik så heller ikke nær så godt. Forsøgte 20 år efter min mor havde spillet med i Den Glade Enke på Det Ny Teater at få en korrolle i den nye opsætning. Og fik nej. Det holdt mig ikke tilbage fra at gå til audition på Øster Gasværk til Miss Saigon, hvor Benny fra Olsen Banden bedre kendt Morten Grünwald valgte rollebesætningen. Han bad på mine vegne ovenikøbet pianisten om at få sangen transponeret, ja han gjorde, hvad han kunne. Men det blev også et nej. Fortryder det aldrig. Men forstår at man altså skal øve sig, hvis man ikke lige er et naturtalent. Og det er så forbeholdt de færreste. Og min ambition eller drøm har egentlig heller aldrig været at blive sanger. Men elsker musik.

De bedste ja jeg har fået, er fra Ole Henriksen og Marilyn Horne. Lille mig fra Vesterbro. Med tasken fuld af drømme og ambitioner om at skrive, kontaktede Ole Henriksen, da jeg boede i Venice Beach i 2002  på vegne af en avis i Nordsjælland, der hed People Magazine. Og Ole sagde ubetinget ja til at mødes i hans spa på Sunset Boulevard. Sådan startede skriveriet. Det interview medførte, at Ole gav mig sine produkter gratis på Manhattan, mod at jeg omtalte ham, i de newsletters jeg sendte ud, på de steder jeg var tilknyttet som massør og zoneterapeut. Et skønt bekendtskab, der startede i min verden med en idé på Venice Beach som hippie og smykkedesigner

Senere hen da jeg flyttede til Manhattan, var Marilyn Horne, en af verdens største operasangerinder, og som stadig lever, min klient på det sted, jeg arbejdede. Min mor var ved at besvime i telefonen, da jeg nævnte for hende, at jeg havde en klient som hed Marilyn, og min mor førte samtalen videre med at nævne Marilyns efternavn med rystet ærbødig stemme.

Nogle gange er alt tilfældigheder, hvis man tror på tilfældigheder. Og indimellem er det også godt ikke at vide, hvem man har af famemagnet under sine hænder.

Det var også på den måde jeg fik mere blod på tanden med at skrive. Hun sagde også ubetinget ja til at lade mig interviewe hende til det skandinaviske operamagasin ASCOLTA.

Så her er to skønne ja.

Havde jeg været mere jantelovs ramt, havde jeg nok aldrig turdet tro på at få ja. Med så lidt i tasken, jeg egentlig havde til at skrive på. Men har bare aldrig ladet tanken om, hvad andre synes eller den indre stemme, der siger ”Det kan du ikke”,  begrænse min lyst.

Jeg er aktiveret stewardesse. Aktiveret på den måde at jeg røg ind i A-kasse aktivering, da jeg flyttede hjem fra USA. Kom hjem i 2004, søgte vikarjob som stewardesse i 2004 og fik ja. Også selvom jeg to gange i mit liv af samme firma havde været igennem samme ansættelsesprocedurer og fik nej i slutrunden. Men det holdt mig heller ikke tilbage for at søge en tredje gang. Og ende med et ja.

Der er så meget i verden der ændrer sig. Så derfor er det heller ikke sikkert, at nej nødvendigvis er sikkert. Nye mennesker, nye tanker, intet står i virkeligheden stille i det her jordiske liv. Derfor skal man heller ikke tro, at et nej er et endegyldigt nej.

Det handler om de begrænsninger, man selv tror, man er underlagt.

Der er ting, jeg absolut ikke kan. Medmindre jeg lærer det. Og brænder jeg nok for det. Så skulle jeg nok få det lært. Livet er et stort mulighedshav, hvis man har lyst til at lære at svømme.

Det som er flydende, kunstnerisk uspecifikt. Lysten til. Det at turde vove et nej, fordi man så gerne vil noget. Det er som om, 40 år alligevel er en anden sandhed end den sandhed nu.

Tænk på, hvordan kunstanmeldere hånede impressionister ved deres første kunstudstilling i Frankrig, og idag er værkerne millioner værd og dybt beundret. Ikke at penge i sig selv har en værdi.

Men mere det at noget bliver spyttet på, hånet, nedgjort ikke nødvendigvis er en sandhed. Kunstsmagen var en anden dengang. ( E.H Gombrichs The Story of Art) end den er så mange år efter.

Den viden at alt er foranderligt på Planet Earth, din og min sandhed, hans eller hendes ikke nødvendigvis er den rigtige. Andres smagsdommeri kan man ikke bruge til noget, hvis man virkelig har lyst. Det kan alligevel se anderledes ud i morgen. Og i bund og grund kan man ikke diskutere smag og tage patent på, hvad der rigtigt. Det velvidende gør, at jeg simpelthen hellere vil risikere at få et nej, end ikke have prøvet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Belgier: Nørrebro er happening

Debat: Brugerbetaling får konsekvenser for børnene