Sådan sikrer Musikkonservatoriets sine dyre pianoer, nemlig med digitale låse. Pr-foto
in , ,

Musikkens verden: Kun udvalgte hænder må spille på værdifulde pianoer

SIKRING: Værdifulde pianoer til op mod 1,5 millioner kroner i værdi står på Musikkonservatoriet på Rosenørns Allé, og i mange år har man kæmpet mod unødvendig brug af de bedste pianoner.

Den unødvendige brug giver ofte omkostningsfulde reparationer, men nu har man fundet en løsning, nemlig digitale hængelåse, der skal komme det dyre reparationssarbejde til livs.

Spildt kaffe og vin

Musikkonservatoriet har valgt at investere i 20 digitale hængelåse.

Christen Stubbe Teglbjærg, som er docent hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ansvarlig for konservatoriets flygler, fortæller:

»Her på musikkonservatoriet har vi i mange år døjet med slitage og skader på vores pianoer, som hvert år løber op i adskillige tusinde kroners reparationsarbejde.

Derfor har vi valgt at digitalisere vores nøglesystem med elektroniske hængelåse fra Salto, der giver os bedre mulighed for at beskytte vores instrumenter fra unødvendigt brug«.

Ifølge Christen Stubbe Teglbjærg koster en reparation af et flygel mellem 35.000 og 100.000 kroner afhængig af skadens omfang. Men konservatoriet bruger også mange penge på at stemme deres pianoer:

»Vi har tidligere oplevet, at nogen har spildt kaffe ned i et piano eller en flaske vin efter en fest, hvilket medførte meget dyre reparationer, som vi allerhelst vil være fri for.

Vi har i alt 172 akustiske instrumenter, som derudover skal stemmes i forskellig grad, hvilket gennemsnitligt koster cirka 5000 kroner per instrument. Vores flygler skal dog oftere stemmes, hvis de studerende øver sig for meget på dem, og det koster ekstra, siger han og fortsætter:

»Det er dog for tidligt at komme med de konkrete besparelser, men vi håber, at vi på sigt kan mærke på budgettet, vi har fået et nyt låsesystem. Vi sparer jo også en del på driften af nøglesystemet. Tidligere brugte vi manuelle nøgler til at sikre vores pianoer, og her blev både nøgler og selve låsene somme tider væk.

Det var systemnøgler, så hver gang en nøgle forsvandt, skulle samtlige nøgler og hængelåse skiftes ud. Og det løb hurtigt op i 10.000 kroner, når en nøgle blev væk,« siger han.

Adgangskort til udvalgte

De digitale hængelåse sidder fast i pianoets låg og kan kun låses op med en godkendt adgangsbrik eller kort. Låsene indeholder en hændelseslog, så musikkonservatoriet kan se, hvem der har benyttet sig af flyglet.

»Lige nu har vi 40-50 adgangskort, som er udstedt til udvalgte ansatte. Den nye sikringsløsning giver os også mulighed for at give nogle personer adgang til alle pianoer, mens andre kun har adgang til bestemte instrumenter.

Faktisk har ingen af vores studerende p.t. adgang til vores dyreste flygler, da vi helst ikke vil have, at de øver sig på dem, siger han.

Dog får udvalgte klaverstuderende mulighed for at prøve kræfter med nogle af konservatoriets bedste klaverer.

 

 

 

 

 

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Væk med volapyk: Breve fra kommunen skal være til at forstå

Advarsel: Mand forsøgte sig med tricktyveri