Markus Juul Kongstad (tv.) og August Kjær (th.) har meget forskellige drømme for fremtiden. Foto: Martin Sørensen

»Det er en kæmpe fejl at spille Pop FM på caféer«

NÆSTE SKRIDT. Ligger fremtiden i Jylland eller på Nørrebro? Det kommer an på, om man spørger Markus Juul Kongstad eller August Kjær, der begge er 18 år. Én ting er de dog enige om: Pop FM hører ikke hjemme på caféerne.

 

 

CAFÉBESØG: Yderligere to 2.g’ere fra Gefion Gymnasium har fundet vej til Café Griffens i Griffenfeldsgade. De hænger hovedsageligt ud her på grund af stemningen og den gode musik til arbejdet, forklarer de.

»Det er en kæmpe fejl at spille Pop FM på caféerne,« griner August Kjær.

»Men her spiller de fed musik!«

»Ja, det er fedt at arbejde til jazz! Og jeg er særligt vild med Stan Getz,« fortæller Markus Juul Kongstad.

Om det er jazzens fortjeneste eller ej, så er de godt med i forhold til at skulle aflevere studieretningsopgaven om få dage, så de kan godt afsætte et par minutter til at fortælle lidt om, hvad fremtidsplanerne er.

Drømte om rockerborg

»Jeg bor på Østerbro, men jeg vil rigtig gerne flytte til Nørrebro. Jeg har talt med mine forældre om at blive skrevet op til en lejlighed, men det er ikke rigtig blevet til noget endnu,« siger Markus og tilføjer, at han, da han var yngre var fascineret af Jægersborggade og over for sine forældre udtrykte et ønske om at flytte ind i gaden.

»Men min far syntes, at det var sgu lidt for meget gammel rockerborg,« siger han og griner.

Fremtiden ligger ikke her

Studiekammeraten August er vokset op på Nørrebro og har boet på Nørrebrogade i al den tid, han kan huske.

»Mine forældre er fra Jylland, men kom til København for at studere. Jeg synes, at København er en rigtig fed studieby, men jeg kan faktisk ikke forestille mig at blive boende her i fremtiden. Jeg drømmer om at flytte ud af byen og prøve noget helt andet, måske i Jylland eller på Fyn,« siger August, som gerne vil læse teologi, når han er færdig med gymnasiet.

Han fortæller, at Nørrebro har ændret sig meget i den tid, han har boet her.

»Det mest synlige er butikkerne. Der er for eksempel ikke så mange af de gamle kiosker tilbage. Det er også svært for de små butikker at få det til at løbe rundt, når huslejepriserne stiger.

»Ja, det er jo også tilfældet for Corner Shoppen i Rantzausgade, som er ved at blive presset ud nu,« tilføjer Markus, som fortæller, at det er noget, der optager flere af hans kolleger på arbejdet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Kun idag: Tag børnene med i snitteværksted

Loppemarked på lørdag til støtte for Mødrehjælpen Amager