Alexander Chebil er uddannet folkeskolelærer, men fandt ud af, at han var mere til iværksætterlivet. Han har tidligere arbejdet to et halvt år som frivillig for en NGO i Syrien, hvor han stod for uddeling af nødhjælp fra Danmark. Foto: Martin Sørensen
in ,

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

»Jeg føler mig mere som nørrebroer end dansker«

RØDDER. Alexander Chebil har Café Griffens i Griffenfeldsgade. Han er vokset op i Blågårdsgadekvarteret, og han er helt klar over, hvad årsagen er til, at han ikke blev en del af bandemiljøet.

 

 

OPVÆKST: »Jeg ligner ikke en, der er pæredansk, så jeg bliver nogle gange spurgt ’hvad er du’, og så svarer jeg, at jeg er nørrebroer. For jeg føler mig mere som nørrebroer end som dansker,« siger Alexander Chebil med et smil.

Han forklarer, at hans mor er fra Valby, mens faren er halvt tuneser og halvt fransk. Alexander er 30 år og har boet det meste af sit liv i Korsgade.

»Så jeg er jo vokset op i området i 90’erne, og det var da lidt risky i mine teenageår. Jeg skulle ikke lede længe for at finde nogle at lave ballade med, men det lykkedes mig at undgå at hænge ud med de forkerte, og det skyldes i høj grad mine forældre,« fortæller han.

»Det er ikke kun samfundets skyld, når unge ryger ud i noget skidt. Det handler meget om, at forældrene skal holde øje med deres børn. Hver gang jeg skulle ud, skulle mine forældre vide, hvor jeg skulle hen, hvem jeg skulle være sammen med, og hvornår jeg ville være hjemme. Jeg ser ofte 10-12-årige, der løber rundt i gaderne klokken 22 og laver ingenting. Hvad laver forældrene?,« siger han og tilføjer, at han gør sig mange tanker om sin egen niårige søns opvækst her på Nørrebro.

’Tør du godt?’

»Der er nogle, der spørger mig, om jeg tør lade ham vokse op på Nørrebro, men jeg tog ikke skade af det. Mine forældre var engagerede i mig og sørgede for, at jeg gik op i min skole og gik til sport. Og det er også vigtigt for mig, at min søn går til sport. Nu spiller han fodbold, men han har også gået til springgymnastik, taekwondo og svømning. Så længe han bare går til et eller andet, er det lige meget for mig, hvad det er,« fortæller Alexander.

Det er hans opfattelse, at mange af de unge drenge, der render rundt på gaden sent om aftenen er udsat for omsorgssvigt, og det er der ikke nogen undskyldning for, påpeger han.

»Jeg talte på et tidspunkt med én, der var ved at blive involveret i en bande, hvor jeg spurgte ham om hvorfor. Han spurgte mig med tårer i øjnene ’hvordan ville du have det, hvis du havde været væk hjemmefra en hel dag, og dine forældre slet ikke havde ledt efter dig. Og når du så kom hjem, fik du bare det der blik – er du nu dér igen’,« siger Alexander og tilføjer:

»På den anden side har du det her broderskab, et fællesskab, og hvis du aldrig har oplevet kærlig omsorg, så er det ikke et svært valg. Hvis du ikke får aftensmad derhjemme, så er det ikke et svært valg at tage ud og spise steak med bandemedlemmerne. Og så er det en verden med prestige og penge.«

Stadig lidt Somaliagade

Alexander blev glad, da han opdagede lokalet i Griffenfeldsgade. Han drømte om at åbne en café for de lokale i området, som ville føles som en forlængelse af deres egen dagligstue. Og her i den tidligere ’Somalia-gade’ var udviklingen sket på en måde, uden at gaden havde mistet sin identitet.

»Der er både nogle fancy steder som Auto og Mikkeller, men her er også nogle af de oprindelige virksomheder, og der er stadig sådan en Afrikanermentalitet i gaden, hvor folk dobbeltparkerer og spærrer for alle, der skal igennem,« siger han og tilføjer, at han oplever et godt sammenhold virksomhederne i mellem, og at man bruger hinanden på tværs af kultur og etnicitet.

Hos Café Griffens er alle velkomne, uanset om er til banko eller bare en hurtig kop kaffe, om du kommer i kørestol eller med barnevogn. Og der er da også tænkt lidt på de barslende fædre, fortæller Alexander.

»På toilettet har vi selvfølgelig puslebord, og så er der også bleer og vådservietter til fædrene, der har glemt det. Det ved jeg, at jeg selv ville have sat pris på, da mine børn var små,« siger Alexander og griner.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Se Nordvest gennem kameraets linse

STAND UP: Anden i Falkonér til august