Arkivfoto: Michael Paldan

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Wow 🤩 Like 👍

Når 350S skal indhente store forsinkelser: Dropper turen til Dragør

BUSSER. Dragør Kommune beder Region Hovedstaden tage en drøftelse med Movia om at stoppe sin praksis med at lade bus 350S vende om og helt droppe turen til Dragør, når linjen er ramt af store forsinkelser.

DRAGØR: Efter borgere i Dragør Kommune havde oplyst til byens politikere, at afgange på bus 350S tit var aflyst, vedtog By, erhvervs- og planudvalget i december Konservatives forslag om at bede trafikselskabet Movia redegøre for antallet af aflysninger og forsinkelser de foregående seks måneder.

Hverken metro eller tog kører til Dragør, og derfor er linje 350S et vigtigt transportmiddel for de Dragørborgere, der ikke selv har bil.

Movia erkender i sin redegørelse, at 350S, som Region Hovedstaden finansierer, har flere driftsproblemer end mange andre linjer, og flere end Movia bryder sig om.

I perioden januar-november 2018 udgik 350S 238 gange på dele af eller hele strækningen mellem Løjtegårdsvej og Dragør Stationsplads svarende til en procent af alle ture.

’For at minimere gener’

118 tilfælde skyldtes såkaldt GO-kørsel, som busoperatøren benytter for at indhente forsinkelser.

Enten tager bussen en U-vending på vej til Dragør og kører tilbage eller springer en stribe busstoppesteder over, for tidsmæssigt at komme tilbage på rette spor.

Ifølge redegørelsen fra Movia sker det »for at minimere generne for kunderne«, underforstået det store flertal, mens passagerer i Dragør oplever, at der ingen bus kommer, eller at en halvtom bus kører lige forbi. De må vente et kvarter på den næste bus.

Den næststørste årsag – 89 af de 238 aflysninger – er busnedbrud, og det tal ligger ifølge Movia over normalen i forhold til sammenlignelige buslinjer.

Forsinkelser skyldes ifølge Movia trængsel og vejarbejde og ikke mindst renoveringen af Amagerbrogade. Men problemet har eksisteret, før Amagerbrogade-projektet gik i gang. I 2016 skrev Amager Bladet stort set samme historie om uregelmæssigheder på linje 350S.

Dengang blev fremkommeligheden for bussen forbedret i Ballerup og på Frederikssundsvej, men der er stadig store udfordringer mellem Nørreport Station og Kongens Nytorv og på Englandsvej ved Tårnby Torv, »som der ikke er udsigt til at få løst,« skriver Movia i redegørelsen.

S og V undlod at stemme

På By-, erhvervs- og planudvalgets møde i tirsdags foreslog Konservative, at Dragør beder Region Hovedstaden drøfte med Movia, at driftsstabiliteten for 350S sikres, samt at det er helt uacceptabelt, at forsinkede busser vender om på halvvejen og dropper Dragør.

»Det er stærkt kritisabelt og helt uacceptabelt at Movia har en sådan forretningsmodel. Det betyder, at Dragørs borgere, der bor for enden af en blind vej, jo altid vil have dårlig betjening. At Movia deler borgerne op i A- og B-kunder, og man som borger i Dragør ikke kan regne med Movia som stabil busleverandør,« skriver Kenneth Gøtterup (K) til Amager Bladet.

Desuden foreslog Liste T, at Dragørs egen forvaltning undersøger, om Dragør Kommune ikke selv kan registrere buslinjens rettidighed.

Konservative, T’erne og Dansk Folkeparti stemte de to forslag igennem, mens Socialdemokratiet og Venstre undlod at stemme.

Vi har spurgt formand for By-,erhvervs- og planudvalget i Dragør, Allan Holst (S), om forsinkelser og GO-kørsel bare er et vilkår, når man er endestation for en regional rute.

»Det er et vilkår, men jeg synes ikke, at vi bare skal finde os i det. Nu er det jo en bus, som regionen betaler, så vi har henvendt os Movia og gjort opmærksom på problemet. Vores borgere er afhængige af, at bussen kommer. Det vi kan gøre er, at sige til regionen og sige til Movia, at der er et problem,« siger Allan Holst og henviser til, at byrådet har et temamøde med Movia senere i februar.

250S bringer nyere busser

Region Hovedstaden har besluttet, at når Metro Cityringen åbner i år, skal 250S betjene strækningen på Amager og køre mellem Dragør Stationsplads og Bagsværd Station. Og det bliver via Langebro i stedet for Knippelsbro.

350S forlader Amager og skal i stedet køre ruten Nørreport-Ballerup Station.

Som en sidegevinst forventes antallet af busnedbrud at falde, fordi 250S betjenes af fem-seks-årige busser, mens over 10 år gamle busser pruster sig igennem på linje 350S.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Gratis workshop og vinterhygge på Storm P. Museet

Se Nordvest gennem kameraets linse