Kastrupgårdsamlingen viser værker af Maria Rubinke. Foto: PR
in , ,

Kunstudstilling: Mandsbrede bronzetudser og mytologiske verdener

KUNST: Fra i dag viser kunstmuseet Kastrupgårdsamlingen udstillingen ’Maria Rubinke Legacy’, hvor Maria Rubinke med store skulpturer og installationer forsøger at rumme et helt økosystem, som publikum kan træde ind i.

I store bronze- og porcelænsfigurer og landskaber udspiller sig scener fra en eventyrlig og mytologisk verden, hvor elementer som jord og vand, lys og mørke indgår. Her bliver en uvirkelig verden virkelig for beskueren.

Maria Rubinke er uddannet fra Kunstakademiets Glas- og Keramikskole på Bornholm i 2008. Allerede i studietiden blev hun fascineret af porcelænet og det har siden da været hendes foretrukne materiale.

I udstillingen har hun også kastet sig over bronze og marmor og dermed udvidet sit univers.

I porcelænet og bronzen udfordrer Rubinke mulighederne med materialet. Her finder man store porcelænskrokodiller, mandsbrede bronzeskrubtudser og et fire meter højt og et ton tungt bronzerelief, hvor krager og skarabæer kigger på os fra knortede bronze-grene.

Som direkte inspirationskilde til udstillingen har Rubinke fordybet sig i et af kunsthistoriens mest kendte værker: Hieronymus Boschs maleri: Lysternes Have fra 1490-1510, hvor Himlen, Jorden og Helvedet er afbildet med fantasifulde dyr og nøgne, skøre kroppe i et drømmelandskab.

Kastrupgårdsamlingen holder til på Kastrupvej 399 i Kastrup, og udstillingen kan opleves fra i dag og til og med 19. maj.

Kofoeds Skoles æblemosteri vil crowdfunde cykelsalgsvogn

Kan du hjælpe kunsteren Lotte Dandanell med et broderi?