Preben byder indenfor til en spritny café på lørdag. Foto: Jacob Schneider.
in , ,

Like 👍

Det nye 5-øren inviterer indenfor

RELANCERING. Café 5-øren på Amagerbrogade 170 har været ned i en bølgedal under en større facaderenovering, ligesom fornyelsen af Amagerbrogade har kunnet mærkes. På lørdag skyder beværtningen en ny epoke i gang med åbent hus.

AMAGERBROGADE: Café 5-øren på Amagerbrogade 170 dukkede for nylig frem af stilladser og murstøv efter en længerevarende ombygning af karéens facader. Den omgang – sammenlagt med ombygningen af gaden i den nordlige ende – har kunnet mærkes, fortæller Preben Jakobsen, som har drevet vandhullet sammen med formanden for Musikforeningen 5-øren Per Abildtrup siden 1991:

»Vi har siden 5. september 2016. Det er lang tid med støvede vægge, ingen facade og sporadisk belysning. Så det er en hårdt presset café, som nu kaster sig ud i en relancering med en fest, der fejrer det nye interiør og den nye facade,« fortæller Preben, som inviterer til åbent hus nu på lørdag for at ryste støvet af sig.

»Vi kan sagtens se, at der har været meget butiksdød hen ad vejen i løbet af Amagerbrogade-ombygningen. Mange af de butikker, som har større ting, kunderne skal hente, har klaget over et stort fald i omsætningen. Sammen med vores facaderenovering har det nok også spillet ind, fordi der ikke er kommet lige så mange herudad. Når butikkerne rundt omkring lukker, er det ikke ligefrem promoverende for vores forretning,« siger han.

Populært datingsted

Strækningen fra Øresundsvej til Peder Lykkes Vej er til gengæld ved at blive et sted, hvor amagerkanerne kan gå i byen og opleve lidt af det hele uden at tage ind til byen, forklarer Preben:

»Nu begynder det forhåbentlig at gå fremad. Der er kommet flere ølbutikker, vinbar og restauranter, som gør, at der er andre, der kommer ud i området. Vi føler ikke, at de nye er konkurrenter, vi er rigtigt glade for dem som en slags samarbejdspartnere.

Vi er tættere på det traditionelle café- og værtshusmiljø, hvor de andre er mere specialiserede. Her samles vi også om forskellige sportsbegivenheder på fjernsynet – der var proppet og fantastisk stemning, da Danmark vandt VM i håndbold. Vi har flere gæster, som kommer fra en lækker middag og faktisk også mange, der bruger os i forbindelse med dating. Det er sådan et meget legalt sted, hvor man kan sidde stille og roligt og hyggesnakke i den ene ende af caféen, mens der er mere festivitas i barområdet,« fortæller caféejeren.

Musik, spil og kultur

Derudover er stedet også tilholdssted for de mange medlemmer af Musikforeningen 5-øren, som stadig har base i kontoret ved siden af caféen.

Og netop musikken fylder meget for gæsterne. Der summer altid en cd, ofte af den klassiske rock-slags, i baggrunden af snakken, og nogle gange om året er der livemusik på caféen, blandt andet ved den årlige fødselsdagsfest.

På lørdag 9. februar klokken 14.00-18.00 inviterer 5-øren på åbent hus for både gamle og nye gæster

»Vi glæder os til at se folk på lørdag, hvor der bliver levende musik, gratis øl og en bid brød, gode tilbud både på dagen og fremover – nogle specielle ting på hver ugedag.

Derudover kommer der flere nye tiltag: Nogle spilledage med dart, Tric-trac, terningturneringer og den slags. Der kommer også mange nye arrangementer i vores kulturforening, som har mange udflugter ud af huset og også arrangementer, der foregår her. Og vi har selvfølgelig stadig vores onsdagsspisning, hvor vi altid har mange gæster.

Det ser ud som om, vi er kommet ud på den anden side og har en lys fremtid for os. Vi ville jo gerne holde nogle år endnu, selv om vi er lidt oppe i årene. Vi satser da på at være her endnu og holde 30 års jubilæum om to år,« slutter Preben Jakobsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Klart ulovligt: Reklameskilt skabte røre på Valby Langgade

Pernille Vermund råber om hjælp: Hvor er mine gamle kammerater