Så er der to forslag på bordet til fremtidsplanerne for Prins Henriks Skole. Og et borgermøde er på trapperne. Arkivfoto: Martin Sørensen
in , ,

Sur 😠 Ked 😭 Wow 🤩 Like 👍

Prins Henriks Skole: Så er politikerne blevet enige

PLANER. En startredegørelse kom i hus onsdag morgen i By- og Miljøudvalget efter fire forsøg. Det endte med to forslag, der nu skal præsenteres på et borgermøde.

VÆRNEDAMSVEJ: Fire gange har mødet om Prins Henriks Skoles fremtid været udsat, da By- og Miljøudvalget ikke kunne blive enige. Mandag aften måtte de igen give op, men onsdag morgen blev politikerne enige efter halvandet times møde.

Formanden for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen (V), er glad for at startredegørelsen ligger klar.

»Jeg er glad for al den opmærksomhed vi får, når vi laver noget på Frederiksberg, især når det handler om sådan en unik perle som Værnedamsvej,« siger han og fortsætter:

»Den franske skole har det luksusproblem, at mange gerne vil gå der, og vi skal behandle deres planer ordenligt, men vi skal også respektere området og dets beboere, men samtidig tilføre stedet nye værdier.«

To forslag i spil

I startredegørelsen ligger to forslag for området ved Værnedamsvej og Prins Henriks Skole. I beslutningen lyder det, at den meget omdiskuteret bygning ud mod Værnedamsvej maks må udvides med op til 1.400 m2.

Og det sker under forudsætning af en række faktorer: at der findes en arkitektonisk løsning, der ikke medfører skyggegener af betydning for de omkringliggende huse, at løsningen bidrager til det grønne gårdmiljø, at forhuset mod Værnedamsvej ikke ændrer udtryk mod gaden og at facadeudtrykket på bagsiden så vidt muligt står som oprindeligt, lyder det i startredegørelsen.

Jan E. Jørgensen fortæller:

»Der ligger to forslag i startredegørelsen. Et forslag med en udvidelse af bygningen ud mod Værnedamsvej på 1.000 m2 eller på 1.400 m2. Vi vil udvide så lidt som muligt og give mulighed for et åbent gårdrum og p-pladser under jorden.

Vi vil gerne sikre et liv med respekt for Værnedamsvej. Når man taler om gårdmiljøet, så bliver der ikke nogen form for fortætning,« forklarer han.

Borgermøde snart

På et borgermøde vil startredegørelsen blive fremlagt, og der vil være modeller af planerne for området, som man kan nærstudere.

Næste skridt bliver, når et lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg skal i høring og efterfølgende behandles politisk til foråret.

»Vi har hele vejen igennem lagt vægt på at lytte til naboernes bekymringer. Og det kommer vi til at fortsætte med i den videre proces, så vi sammen med naboerne og ejerne kan skabe det bedst mulige projekt til gavn for lokalområdet og for hele Frederiksberg,« fortæller Jan E. Jørgensen.

 

 

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Debat: »De ansvarlige burde vente en time på bussen med en overaktiv blære – midt om vinteren«

Aktiv vinterferie: Amager Børnemusikfestival spiller op til dans