»Det er bare langt hyggeligere at gå med andre,« fastslår initiativtageren til Frederiksberg Gåbuddies, Susan Vestergaard, der her fører gruppen an. Foto: Martin Sørensen
in ,

Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Susan har gang i noget

GÅKAMMERATER. Susan Vestergaard fra Mariendalsvej inviterer til gåtur. Frederiksberg Gåbuddies går derudaf flere gange om ugen, og alle kan gå med.

MOTION: »Jeg har diabetes 2 og skal ud og gå en tur hver dag. Men det er nu engang sjovest at gå med andre. Derfor stiftede jeg i januar ’Frederiksberg Gåbuddies’,« fortæller 52-årige Susan Vestergaard, og understreger i samme moment, at gruppen ikke kun for folk med diabetes:

»Den er for alle, som har lyst til at gå sammen med andre. Det er ganske gratis at gå med og super hyggeligt,« lover Susan Vestergaard, der er selvstændig bogholder, og fortsætter:

»Jeg startede Facebook-gruppen 7. januar. Vi er allerede oppe på 53 medlemmer. Vi elsker at gå, men nogle gange kan det være svært bare at tage sig selv i nakken og komme ud og få rørt sig. Det er bare langt hyggeligere at gå med andre.«

Alle gruppens gåture tager udgangspunkt i et mødested et sted inden for kommunegrænsen. Det kan være i alle dele af Frederiksberg Kommune. Turene går til forskellige kendte og mindre kendte områder på Frederiksberg, og det sker også, at medlemmerne bevæger sig uden for kommunegrænsen.

Fire-fem ture om ugen

»Nogle gange går vi bare. Andre gange laver vi et kaffestop midtvejs. Der arrangeres fire-fem gåture hver eneste uge – uanset vejr og vind. Størstedelen af turene varer cirka en time. Nogle er kun på en halv time, andre to-tre timer. Alle ture bliver gået i dagslys. Om vinteren vil det sige cirka kl. 9-16 og om sommeren cirka kl. 7-21,« oplyser Susan Vestergaard.

De fire-fem ugentlige ture oprettes ugen i forvejen som begivenheder på Facebook-gruppen ’Frederiksberg Gåbuddies’ (facebook.com/groups/frbgaa). Her tilmelder man sig den eller de gåture, man vil med på.

Ud for hver begivenhed fremgår det præcise mødested og (det præcise) mødetidspunkt, hvor lang tid turen forventes at vare, hvilket tempo og hvilket terræn, der bliver gået i.

»På nogle ture vil der både være tempo og bakker, så de er for dem, som vil have pulsen op. De fleste ture er dog i helt almindeligt tempo og på fladt terræn, så alle kan være med,« garanterer Susan Vestergaard.

Til de som ikke har en Facebook-profil, rundsendes hver weekend en mail til en mailingliste, hvor interesserede uden Facebook-profil kan skrive sig op. Tilmelding til denne mialinglisten sker ved at sende en mail til gaa@1264.dk.

Susan Vestergaard har store ambitioner på gruppens vegne:

»Mit mål er, at vi inden årets udgang har mindst 500 medlemmer. Jeg vil gøre mit til, at turene indeholder lige dele motion og socialt samværd,« slutter Susan Vestergaard.

Frivillige overtager områdefornyelse

Mildt og vildt i kirken