I juni sidste år mødtes avisen med Maria Johannesen, som er en af de sydhavnere, der har været med til at udvikle planerne om en kommende Pio Park på det grønne areal bagved Ellebjerg Skole. Arkivfoto: Benedicte Lorenzen

Elsker 😍 Wow 🤩

Pioparken er tilbage: »Det er en overraskelse«

BESLUTTET. Udviklingen af Pioparken fortsætter alligevel i 2019, det stod klart torsdag, da Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at overføre anlægskroner til Teknik- og Miljøforvaltningen, som ellers havde lagt Pioparken på anlægsloftet.

PIOPARKEN: En kold spand vand i hovedet. Den følelse ramte flere sydhavnere, da de i midten af januar fik at vide, at Teknik- og Miljøudvalget havde besluttet, at udviklingen af Pio Park skulle udskydes som følge af anlægsloftet.

Torsdag i sidste uge blev skuffelsen dog vendt til glæde, da Kultur- og Fritidsudvalget samledes. Her besluttede man nemlig, at tre af Teknik- og Miljøforvaltningens udskudte projekter var så vigtige, at Kultur- og Fritidsforvaltningen vil udskyde anlæg for et tilsvarende beløb, så projekterne alligevel kan blive til noget i 2019.

De vigtige projekter

Kultur- og Fritidsforvaltningen giver med andre ord en del af deres tilladte anlægsbudget i 2019 til Teknik- og Miljøforvaltningen, så de kan bruge pengene til at anlægge kunstgræsbaner i henholdsvis Kulbaneparken og Nørrebroparken, og så udviklingen af Pioparken kan fortsætte.

Socialdemokratiets medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Jonas Bjørn Jensen forklarer beslutningen således:

»I Kultur- og Fritidsudvalget har vi valgt at løfte Kunstgræsbanerne i henholdsvis Kulbaneparken og Nørrebroparken samt udviklingen af Pioparken tilbage igen. Jeg kan godt forstå, at ting som disse måske ikke fylder helt så meget i Teknik- og Miljøudvalgets prioritering, hvor der er mange ting i spil. Men her i Kultur- og Fritidsudvalget sidder vi present med, hvor stort behov der er for de her ting. Vi kan eksempelvis se, hvor lange ventelisterne er til at spille fodbold. Derfor fandt jeg ud af, at man godt kunne give noget af vores anlægstal til Teknik- og Miljøforvaltningen, så de tre projekter alligevel kan blive anlagt i år,« forklarer Jonas Bjørn Jensen.

Pioparken fortsætter

Beslutningen vækker stor glæde og ligeså stor overraskelse i Sydhavnen. Det fortæller Hans Præstbro, der både er medlem af Kgs.Enghave Lokaludvalg og med i arbejdsgruppen bag Pioparken:

»Ej, hvor vildt. Det er virkelig en overraskelse, for jeg havde slet ikke troet, det ville kunne lade sig gøre. Det betyder jo, at vi kan komme videre med det arbejde, vi har været i gang med i arbejdsgruppen,« siger han og fortsætter:

»Det var jo noget af en kold spand vand, vi fik i hovedet, da Teknik- og Miljøudvalget valgte at udskyde Pioparken, som vi har arbejdet så hårdt på. Det har dog hele tiden været planen, at vores næste skridt var at lave et parklaug bestående af forskellige lokale kræfter, som kan overtage arbejdet, og drive det videre, når Områdefornyelsen Sydhavnen lukker ned. Og det arbejde fortsætter vi naturligvis med.«

Når det lige var Pioparken, Kultur- og Fritidsudvalget valgte at frede, skyldes det blandt andet, at Sydhavnen er et udsat byområde, fortæller Jonas Bjørn Jensen (S):

»Det er område, hvor der er et behov for, at der sker noget, og så mente vi, det var vigtigt, at området ikke føler sig overset,« siger han.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Koncert fredag: Mike Andersen retur i Bio

Vandretur til københavnske oaser