Socialborgmesteren begyndte sit besøg i virkeligheden i Kirsebærhaven, som vi i daglig tale kalder Folehaven, hvor hun blandt andre blev oplyst af afdelingsbestyrelsesformand Villy Sørensen, boligsocial leder Maria Elborg Noer og Din Betjent. Foto: Frank S. Pedersen
in ,

Borgmesterbesøg: Tæt på vold og fogedudsættelser

HELHEDSPLANER. Socialborgmester Mia Nyegard (R) blev vist rundt i Folehaven og Sjælør for at få fornemmelsen af den boligsociale indsats, der gavner både beboere og de forskellige myndigheder der er inde over.

SOCIALT: »Vi er ingenting uden vores samarbejdspartnere, de ved alt hvad der sker, nogle gange næsten før det sker, så vi kan reagere hurtigt,« siger Din Betjent Cecilie Kristensen, om noget af virkningen af den sociale helhedsplan, der er i værk i Folehaven.

Hun har erfaringer fra området gennem de seneste syv år og fortæller, at blandt andet arrangementer som Folehavefestivalen også har hjulpet politiet.

»Vi kommer helt tæt på, og lærer hinanden at kende,« siger hun og fortsætter med en historie fra det virkelige liv.

»Vi havde en grov voldssag herude forleden dag, hvor politiet kendte gerningsmanden, der er lokal, og han var derfor eftersøgt. Han henvendte sig selv til Maria, der kunne sørge for at han meldte sig selv. Jeg oplever, at borgerne har fået større sammenhold og at trygheden er god,« fortæller betjenten.

I morgen-tv

’Maria’ er Maria Elborg Noer, der er leder af Helhedsplanens boligsociale indsats i Valby. Hun har lige præsenteret en del af indsatsens resultater for socialborgmester Mia Nyegaard, der er kommet på visit.

»I går var et af vores projekter, mikrovirksomheden Integrity X, i Go’ Morgen Danmark. De giver deres overskud til Børns Vilkår,« fortæller hun stolt om drengene fra området, der sidste år blev belønnet med prisen for Lokalt & Socialt Entreprenørskab til Business Awards 2018.

Og nu vi er ved priserne, så har genbrugsbutikken på torvet også modtaget en, oplyser Maria Elborg Noer.

Den positive vinkel

Det bliver hurtigt trygheden, der kommer i fokus, når talen falder på Folehaven. Selv om kriminaliteten her er dalet, som i resten af hovedstaden, så hænger utrygheden ved.

»Ifølge borgerne herude, så er andres syn på Folehaven, den største udfordring,« forklarer Mikkel Warming, der er chef for KABs boligsociale indsatser.

»Vi skal have de gode historier ud, som at Folehaven er et dejligt sted at vokse op. Det var også noget af det drengene fortalte i Go’ Morgen Danmark, og den historie skal vi have ud til blandt andre de mange enlige mødre her,« mener Maria Elborg Noer.

Næste stop på borgmesterens tur er AKBs boligblokke på Sjælør Boulevard.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Ved Idrætscontaineren i Sjælør med Lasse Skov Laursen og Mikkel Warming. Foto: Frank S. Pedsersen

Social vicevært

Her fortæller Hodan Abdiaziz om sit arbejde som social vicevært.

»Hvis en beboer for eksempel glemmer at gå på jobcenteret, så kan jeg gå op og banke på og hjælpe. Det vi også gerne vil er at hjælpe familier med socioøkonomiske problemer, en kamp mod blandt andet fogedudsættelser,« siger hun og bliver suppleret af Lasse Skov Laursen, der er boligsocial leder i Sjælør.

»En udsættelse koster boligselskabet 40-50.000 kroner og det dobbelte i kommunen,« vurderer han.

»Ja, jeg kan ikke forstå, at vi ikke bare kan give mere i støtte til situationen er under kontrol,« siger socialborgmesteren, inden turen går hen til Idrætscontaineren.

»Den har været her i 10 år og på en god dag er der 50 børn og unge der bruger den, men gennemsnittet ligger på cirka 20,« forklarer Lasse Skov Laursen. Han kan også fortælle om en lokal kvindeforening og flere lokale positive fællesskaber, hvor beboerne støtter hinanden, og tager mere initiativ i forhold til selv at arrangere begivenheder i bebyggelsen.

 

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Fodboldsnak: »Englænderne ville falde godt i hak herude«

Festivaler skal være grønnere