Foto: Martin Sørensen

Sur 😠

Læsere kritiserer stoppesteder uden køreplaner: “I kan ikke være dette bekendt over for de ældre”

REGIONEN: Reaktionerne er strømmet ind på minby.dk og diverse Facebooksider, efter vi i tirsdags bragte artiklen Passagerer uden mobiltelefon får det sværere.  Den handler om, at Movia som en del af sin digitale informationsstrategi fjerner trykt information om afgangstider og busruter fra busstoppesteder.

Passagererne skal nu i stedet finde oplysninger om køreplaner og afgangstider via en app på smartphonen, eller ved at sms’e eller ringe til Movia.

Langt de fleste reaktioner er negative over for Movias ændrede information på stoppestederne. Her på minby.dk har 568 læsere i skrivende stund ved hjælp af emojis signaleret under artiklen, at de er sure, 38 er kede af det, 15 siger ’ha ha’, 9 elsker, 6 siger ’wow’ og 21 liker.

I de lidt mere reflekterede kommentarer på Facebook, hvor folk begrunder deres synspunkt, er der også en overvægt af negative reaktioner – vi bringer nogle af dem længere nede i denne artikel.

Solidarisk med ældre – eller ej

Vi fandt i fredags på Facebookgrupperne Amager Bladet, Amager og Dragør Nyheder 77 kommentarer, der direkte kritiserer manglen på trykt information på stoppestederne, mens ni er direkte positive.

Fem af de sidstnævnte er fortalere for, at alle må komme ind i kampen, følge med udviklingen og skaffe sig en smartphone.

Blandt de reaktioner, hvor manglen på trykt information kritiseres, er mange derimod solidariske med og forstående over for de ældre borgere og andre, der har svært ved smartphones. Man finder det forkert, at de stilles dårligere end passagerer med flair for det digitale.

Og så er mange, også de smartphone-kyndige, især kritiske over for, at oversigter over bussernes rute er fjernet fra busstoppestederne.

Der argumenteres med, at det er langt hurtigere at tjekke på en tavle på busstoppestedet, om bussen rammer et stoppested, man kan bruge, end først at skulle slå det op på en smartphone.

Et udpluk af reaktionerne:

“Nu må de af os folkevalgte politikere sørge for, at Movia får sat køreplaner op. (..) Vi må kræve en ordentlig service, vi betaler rigeligt for at køre med – jeg har talt med mange chauffører, og de taler med store bogstaver om Movia, de er lige så utilfredse med den dårlige behandling, vi kunder bliver udsat for.”
MARGITT WULFF, Facebookgruppen Amager

“Jeg har oplevet at en chauffør nægtede at svare på om bussen stoppede ved et bestemt stoppested. Fordi man selv skal tjekke det!”
SAHRA PERNILLE RIIS, Facebookgruppen Amager Bladet

“Når folk uden smartphones kan benytte sig af det via en SMS, forstår jeg ikke, at folk kan blive så sure over det. Hvis man nægter at følge med udviklingen i et samfund, ved ikke at ville anskaffe sig en mobiltelefon, kan man ikke forvente at udviklingen tager hensyn.”
JOSEPHINE ROMBY, Facebookgruppen Amager

“Min »gamle« far på 83 har en mobiltelefon, men kan kun finde ud af at tage den og ringe fra den. Han ville ikke ane hvordan han skulle komme ind i den. (..) Den app jeg har til bustider virker absolut ikke optimalt.”
GRETHE GYLDENSTED, Facebookgruppen Amager

“Selv om det kommer som en overraskelse for Movia, så findes der også både unge og gamle som er ordblinde, og derfor ikke kan bruge en mobil. Og det nummer, som der henvises til på busstoppestederne er lukket mellem 18-07.”
ANNE-MARIE MARLOW, Facebookgruppen Amager

“Jeg synes det handler om os alle. Jeg har en telefon, men hvorfor skal jeg stå og rode med den for at finde ud af, hvilke stoppesteder en bus har, når jeg på et lillebitte øjeblik ville kunne orientere mig på et opslag ved stoppestedet? (…) Det ene udelukker ikke det andet og det er en mærkelig omvendt tankegang, at fordi folk kan bruge deres telefon må der ikke hænge et stykke papir ved stoppestedet.”
TINA LUND, Facebookgruppen Amager

“I kan ikke være dette bekendt over for de ældre. Tænk på hvormange der er fritaget for Digital Post, og som ikke kan følge med i Fagre Nye Verden. En mere og mere udstødt gruppe, som fra efterkrigsårene har knoklet dette samfund op.”
ANNIE HANSEN, Facebookgruppen Amager

“Det er fordi Movia er træt af alle de klager, de får for forsinkede busser. Nu har de officielt ingen fast tid, så nu er der busser til tiden.”
MARIA HAUGAARD JACOBSEN, Facebookgruppen DragørNyheder

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Fra ufrivillig single til selvvalgt solomor

Bestyrelsesmedlem i Movia: Ja, vi tager hensyn nok til ældre i digitalisering af trafikinformation