Jens Johansen har været præst i Mariakirken i 32 år og i samme periode været borgmester. Nu takker han af i en alder af 66 år. Foto: René Mølskov
in ,

Like 👍

»Uligheden gjorde mig vred«

FORKÆMPER. Præst i Mariakirken gennem 32 år, Jens Johansen fik et kulturchok, da han flyttede fra Jylland til Vesterbro i 1986. I tre årtier har han påvirket Vesterbro mere end de fleste – men Vesterbro har også ændret ham.

KRISTENSOCIALIST: Der står en lille flok og venter ved sideindgangen af kirken. Iklædt joggingtøj og jakker skutter de sig i den kolde vind og forsøger at finde læ ved hjørnet. De venter på at Mariatjenesten åbner dørene og lukker dem ind, så de kan sove på madrasserne, der er lagt mellem kirkebænkene.

LÆS OGSÅ: 

Fra damebladsnoveller til podcast – Sigurd lever for fortællingen

På den modsatte side af vejen går en lille sammenkrøllet mand på omkring 60 år. Han kommer fra Mændenes hjem og hans forsøg på at fiske en lighter op fra lommen, mens han går, får ham til at halte. Han bruger først lighteren til at skyde kapslen af en øl, derefter tænder han en smøg. Inhalerer dybt og bruger den næste raske og vante bevægelse på at tage en slurk af sin øl. Så puster han røgen ud.

Den gyldne asfalt

Der er stadig masser af udsatte borgere, misbrugere og alkoholikere på Vesterbro. Men på en anden måde, end da Jens Johansen som relativt ny præst i 1986 kom til Mariakirken.

LÆS OGSÅ:

Et rum med plads til arbejdsglæde

 

»Det var et kulturchok. Her kom jeg som bonderøv til Vesterbro. Jeg så ting, jeg aldrig havde set før. Transvistitter, der gik rund på Halmtorvet og solgte sig selv. Ikke nogen lykkelig tilværelse, tror jeg. Der var rigtig mange, der drak bajere. De var uden for arbejdsmarkedet. De var i 30’erne. Det var jeg også. Og det var et chok at se, hvordan det liv kunne slide på et menneske,« fortæller han.

Sidste søndag holdt han sin afskedsgudstjeneste i Mariakirken efter 32 års kamp og nærvær mellem børnefamilier, misbrugere og toppolitikere.

»Da jeg kom til Vesterbro så jeg noget, jeg aldrig havde set før. Der, hvor der så var et drikkehjørne, der lå der en masse ølkapsler. Kørt ned i asfalten. Så asfalten nærmest skinnede som guld.«

Upopulær 80’er kirke

Han cykler langsomt ned ad Istedgade. Med en selvruller-smøg i munden og en cykelhjelm på hovedet. Remmen er ulåst og gynger mod kinderne. Den 66 år gamle krop bevæger sig roligt og velovervejet. For 32. år som præst i Mariakirken.

»Det var ikke nemt at være præst i 80’erne. Kirken var ikke så populær. Mange havde kun en næserynken tilovers for, at man var præst eller kirkeligt engageret. Men her, på Vesterbro, blev jeg modtaget med åbne arme. Også af de folk, der var her på pladsen foran kirken.«

Ændrede hans værdier

Der sad de og drak foran kirken. Han mødte dem med samme imødekommenhed, som de mødte ham. Det ændrede ham.

LÆS OGSÅ:

Har du købt en aktie i Vesterbro?

 

»Det betød alt for mig, at jeg blev præst her. Alt. Jeg oplevede, at jeg ændrede værdier. Værdier, som egentlig var ubevidste, men som jeg blev bevidst om, blev anderledes af at være hernede. Altså, før havde jeg næsten været bange for alkoholikere, der sad og drak sammen på en bænk. Pludselig så jeg, fordi jeg lærte dem at kende, mennesket bag den fordrukne bums. Og jeg fandt ud af, at det kan godt være, at de er alkoholikere, men de er også så meget andet. De er også guds børn. De har samme overvejelser og tanker om livet og om eksistens som os andre.«

Mødet med afmangten

Det var ikke kun mødet med menneskene bag bumserne, han mødte.

»Jeg lærte også noget andet, som jeg ikke havde kendt til før. Afmagten. Jeg var vant til fra mit middelklasseliv, at man kunne projektere sig ud af problemer. Sætte sig et mål, rejse sig op. Men på Vesterbro oplevede jeg at stå ved siden af folk og stirre ned i afgrunden. Se, at der var intet, der ændrede sig ved deres tilværelse. Jeg kunne se, hvad de burde gøre. Eller kunne gøre. Men det skete ikke. Og jeg måtte lære at acceptere den afmagt, det gav.«

Begyndte at trøstespise

Den enorme ulighed, som han oplevede, påvirkede ham meget. Selv beskriver han sig som kristensocialist og har altid været meget optaget af den marxistiske samfundsteori og urimelige forskelle.

»Uligheden gjorde mig vred. Jeg begyndte at trøstespise. Men det var ikke nogen løsning. Så jeg meldte mig ind i et parti. Det blev SF, der i øvrigt var det største parti på det lokale valgsted, Gasværksvej. Og hvorfor ikke melde sig ind i det parti, som har mest støtte i bydelen.«

Det daværende menighedsråd bestod primært af ældre socialdemokrater, pensionerede arbejdere af den generation, som sagde »Istedgade overgiver sig aldrig.« De var en smule skeptiske, men syntes trodsalt at SF da også havde nogle okay meninger. Så sådan blev det i 1988.

»Det hanlede om at få kontakt til nogen, der havde indflydelse, så jeg kunne fortælle dem, hvad jeg så på gaden.«

Sikrede vejen til Fikserum

I 1992 blev han spurgt om han ville stille op for SF. Han overvejede det i et år. Sagde så ja, og inden han fik set sig om, var han i 1994 blevet skole- og kulturborgmester.

»Det var noget af en vindtunnel at komme ind i. Og gulvene var meget glatte. Men jeg lærte at begå mig på Rådhuset. Et sted, der nogle gange kan være som en byzantinsk labyrint med gamle sædvaner og mærkelige beslutningsgange. For ikke at nævne stærke forvaltninger, som kører rundt med borgmestrene. Sådan var det også dengang.«

Men tiden som politiker var frugtbar. Sammen med resten af SF stillede han i 2001 forslaget om forsøgsvis at indføre forsøg med Fixerum. Imidlertid kom en ny regering til, og først efter folketingsvalget i 2012 lykkedes det.

»På det tidspunkt var jeg blevet bestyrelsesformand på Mændenes Hjem og det var fantastisk at arbejde sammen med daværende borgmester Mikkel Warming, som jeg lærte at kende, da vi i 1994 begge var nyopstillede kandidater.«

Skabte Vega og DGI-byen

Det var dog allerede i sin tid som borgmester, at han sammen med daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen havde flertal på Rådhuset.

Sammen besluttede de – med deres politiske bagland, at etablere DGI-byen, Vega i Folkets hus og at flytte Huset Teater til Halmtorvet.

»Det er tre børn, jeg betragter som mine. Men de har helt sikkert også andre fædre,« fortæller han.

Fiskeri for sjælen

Sidste søndag holdt han sin afskedsgudstjeneste og nu skal der lægges flere kræfter og timer i nyttehaven på Amager, ligesom han vil finde flere timer til at fiske. Der, hvor man, som han udtrykker det, kommer i kontakt med en verden, man ikke kan se.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Energistyrelsen flyttet til Vesterbro

Kunsten at vikle sig ud af hinanden