Kastebanen i Fælledparken forsøger politikerne at gøre permanent. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Politikere fra alle partier står sammen: Kaster sig ind i kampen for kastebanen

IDRÆT. Modsat embedsmændenes indstilling vil en enig flok politikere i teknik- og miljøudvalget have en permanent kastebane til atletikken i Fælledparken. Fredningsmyndighederne har tidligere afvist det.

FREM OG TILBAGE: Sagen er bogstavelig talt kastet frem og tilbage mellem forskellige forvaltninger og mellem politikere og embedsmænd.

Det har været et langstrakt forløb, og der har lydt knubbede ord fra idrætslivet til Københavns Kommune – og mellem politikere.

Nu har et enigt teknik- og miljøudvalg i Københavns Kommune besluttet sig for at kæmpe for, at kastebanen i Fælledparken bliver permanent.

»Teknik- og Miljøforvaltningen søger Fredningsnævnet om permanent dispensation til en ny hegnsløsning rundt om kastefaciliteten i Fælledparken,« lyder det i beslutningen på Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalgsmøde i mandags.

Vigtigt for sammenhæng

Kastebanen benyttes af atletikklubberne på Østerbro Stadion, og det er både bredden og den nationale elite af diskos-, spyd- og hammerkastere, som træner der.

Klubberne og Dansk Atletikforbund har længe argumenteret for, at det er vigtigt for sammenhængen for både bredde og elite, at kastebanen er tæt på den øvrige atletik.

Frem til Fælledparkens renovering var der en grusbane, hvor der blev trænet tunge kast.

Efter renoveringen stod den ny kastebane klar, men fra begyndelsen har Fredningsnævnet kun ville give den midlertidig status, da nævnet mener, at banen strider mod fredningen af Fælledparken ved at være hegnet inde.

Atletikklubberne forstår ikke begrundelsen, da der offentlig adgang til banen, og der i øvrigt også er andre anlæg i Fælledparken, som der er hegn udenom.

Denne dispensation er blevet forlænget flere gange, og fredningsnævnet har tidligere gjort det klart, at det ikke kommer på tale at gøre det permanent.

Borgmester: Der er risiko

Kommunen forsøger alligevel efter politikernes afstemning i udvalget.

»Partierne er enige om at forsøge at få en permanent dispensation, så kastebanen kan forblive i Fælledparken, og vi dermed forhåbentlig kan imødekomme det store lokale ønske. Jeg må dog igen understrege, at der er vis risiko for, at Fredningsnævnet vil afvise vores ansøgning, men det skal ikke holde os tilbage fra at give det et forsøg,« udtaler hun i en mail til Østerbro Avis.

Tidligere har et enigt kultur- og fritidsudvalg stået bag en lignende beslutning. Men kastebanen er Teknik- og Miljøforvaltningens ansvarsområde, derfor er det i denne forvaltning, at henvendelserne skal komme fra, når fredningsmyndighederne skal kontaktes.

 

 

 

 

 

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Se hitlisten: To islamiske friskoler er hovedstadens topscorere i skoleundersøgelse

Fra ufrivillig single til selvvalgt solomor