Solomor Anne Nim Pedersen og sønnen Anders, der er det velskabte resultat af en kunstig befrugtning. Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍

Fra ufrivillig single til selvvalgt solomor

HÅNDBOG. Frederiksberg-journalisten Anne Nim Pedersen er selvvalgt solomor. Det har hun skrevet en bog om. I en personlig beretning tilsat fagfolks nyttige informationer beskriver Anne tiden før, under og efter graviditeten.

ERFARINGER: 1. december 2016 kom lille Anders Vincent til verden. Han er det velskabte resultat af to et halvt års tilknytning til Rigshospitalets Fertilitetsklinik, ti inseminationer og tre IVF-forsøg (reagensglas).

Anders’ mor, Anne Nim Pedersen, er uddannet journalist og arbejder med PR i TV 2’s kommunikationsafdeling, hvor hun blandt andet gennem et årti har været en del af ’Vild med dans’-teamet.

For at blive i Vild med Dans-terminologien, så har Annes vej fra det første besøg på Rigshospitalets Fertilitetsklinik tilbage i januar 2014 til fødslen 35 måneder senere været en lang rejse.

Læs også: Hver ottende baby på Frederiksberg fødes efter kunstig befrugtning

Det er denne rejse og de medfølgende tanker, overvejelser, udfordringer og erfaringer, som hun deler i bogen ’Solomor – donor, mor og barn’.

Bogen er tænkt som en informations- og håndbog for kvinder, der overvejer at gøre det samme som Anne: At gå solo og blive ene-forælder.

Som et spil ludo

Bogens forfatter beskriver processen med at blive gravid således:

»Min graviditet kom ikke som et knips med fingrene. Fertilitetsmæssigt var der ikke en finger at sætte på mit helbred. Min ægreserve var bedre end de fleste 36-åriges. Men trods adskillige inseminationer og IVF-forsøg udeblev graviditeten fortæller,« Anne Nim Pedersen.

På Rigshospitalets Fertilitetsklinik blev de ved med at sige, at hun blot manglede det fornødne held:

»Det var som at spille ludo, hvor man ’bare’ skal slå en sekser for at rykke ud på spillepladen. I mit tilfælde tog det to et halvt år. ’Sekseren’ kom i sidste slag og sidste IVF-forsøg,« siger Anne Nim Pedersen.

Manden udeblev

Som så mange andre kvinder havde Anne Nim en forestilling om, at hun ville have mand og to børn, når hun var i begyndelsen af 30’erne. Men den rette mand dukkede ikke op.

»Årene gik. Jeg talte med en veninde om, at hvis jeg ikke havde fundet en mand, når jeg blev 35, så måtte jeg i gang med at få et barn selv,« fortæller Anne Nim Pedersen.

Hun holdt sig ikke helt til planen. Anne var på vej mod de 37, inden hun første gang trådte ind på Rigshospitalets Fertilitetsklinik.

Bogen ’Solomor’ tager afsæt i beslutningen om at blive ene-forælder og processen, der følger – også når hverdagen rammer efter fødslen.

Anne Nim Pedersen fortæller blandt andet om, hvordan fremskredne planer med en kendt donor, som hun havde lært at kende gennem regnbuebarn.dk, gik i vasken og om hendes overvejelser om, hvorvidt donoren skulle være åben/kontaktbar eller anonym.

Opslagsværk

Annes personlige beretning er tilsat mange nyttige informationer og indlæg fra en række eksperter såsom læge, sygeplejerske, jordemoder, sundhedsplejerske, psykolog, advokat og fremtidsforsker.

Bogen svarer på spørgsmål som, hvor længe kan jeg vente med at gå i gang, hvordan kommer jeg i gang, hvad koster det, og hvad betyder det for fremtidens familieformer at flere kvinder får barn/børn alene.

’Solomor’ fungerer således på glimrende vis som et opslagsværk for kvinder, der overvejer at blive solomor. Som en lille fin og til tider underholdende detalje indeholder bogen også Annes private sms-korrespondance med hendes nære veninde, skuespilleren Line Kruse, som også har skrevet bogens forord.

Lokalt kan ‘Solomor’ købes i følgende boghandlere:
Boghandleren, Godthåbsvej 32A
Bog & Idé i Frederiksberg Centret
Klein Boghandel, Gammel Kongevej 125
Thiemers Magasin, Tullinsgade 24

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Politikere fra alle partier står sammen: Kaster sig ind i kampen for kastebanen

Læsere kritiserer stoppesteder uden køreplaner: “I kan ikke være dette bekendt over for de ældre”