in , ,

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Biblens 66 bøger på tre kvarter

BIBELSKE DIMENSIONER. Vesterbroer og performer Marlene Kejser og sognepræst Kristian Tvilling genfortæller Bibelens 66 bøger i en lynrejse gennem de hæsblæsende historierne fra både det gamle og det nye testamente.

BIBELSK: Performer Marlene Kejser og sognepræst Kristian Tvilling sidder ved siden af hinanden. Når man ser deres øjne, så ligner det den samme vagtsomme nysgerrighed, der kigger på en. Måske var det den nysgerrighed, deres øjne glimter af, der for lidt over et halvt år siden fik dem til at udforske, hvordan man kan fortælle Bibelen på en ny måde.

For sognepræsten, fortæller han, handlede det om at agere på oplevelsen af, at mange har et virkelig dårligt kendskab til Bibelen.

»Det gælder selvfølgelig konfirmanderne, men det er næsten endnu værre med deres forældre. De tilhører en generation, der har hørt en lille smule om skabelsesberetningen, og det er det hele,« siger Kristian Tvilling.

LÆS OGSÅ: Fra damebladsnoveller til podcast – Sigurd lever for fortællingen

Den største fortælling

Men hvorfor skal man kende til indholdet i Bibelen – hvad skal vi overhovedet med et?

Vi skal kende dens historier, fordi Bibelen, ifølge sognepræsten, er grundstenen til hele den vestlige verdens kulturforståelse. Fra Hollywoodfortællinger og film til litteratur og kunst.

Sognepræst Kristian Tvilling og performer Marlene Kejser opfører Bibelen på 45 minutter. Foto: René Mølskov

Nilen vælter ud ad bogen

En trækvogn fyldt med bøger, en wienerstige med stamtavler fra Bibelen, djævlens horn og en velskrevet rap er bare nogle af de virkemidler, som præsten og performeren tager i brug.

I Kristkirken ved Enghave Plads er de ved at pakke ud til aftenens show for konfirmanderne.

LÆS OGSÅ: En verden af følelser på Ophelia

»Vi har 66 udhulede bøger på scenen, og der kommer alle rekvisitter fra. Når man kommer ind i kirken tænker man, at det bliver røvsygt. Men når vi er færdige, ligner det en børnefødselsdag. Vi ruller Nilen ud, vi kaster plager ud på tilskuerne og vi laver vand til vin,« siger Marlene Kejser og kravler op på den ene side af stigen.

Sognepræst Kristian Tvilling og performer Marlene Kejser opfører Bibelen på 45 minutter. Foto: René Mølskov

Kristian Tvilling kravler op på den anden side. De begynder at udføre en dialog fra fortællingen om Noahs Ark. Det regner og præsten forsøger at beskytte dem fra vandet ved at åbne en kæmpe bog og holde den over deres hoveder. Ud falder en paraply og fortællingen fortsætter.

Et hurtigt referat af Biblen

Fortællingen er blevet til i samarbejde med ’Det andet Scenarie’ og er instrueret af Nanna Graugård Jessen. Det er Irene Kleisdorff Hougaard, der har stået for scenografi og kulisser og Marie Enevoldsen har været dramaturg på stykket.

Men det begyndte, da Kejser og Tvilling sad og snakkede. Kristian fortalte, at han længe havde tænkt, at der manglede en letforståelig gennemgang af Bibelen. Og så var Marlene i gang.

Hun fik Kristian til at lave et referat af Bibelen i hverdagssprog, og så arbejdede de sammen videre ud fra det.

LÆS OGSÅ: »De skulle bare vide, hvor meget vi lever«

Det blev en fortælling på 45 minutter, særligt målrettet konfirmander, men også allerede en publikumsucces blandt andre kirkegængere.

»Vi har været på turne de sidste par uger og det har været den ene gode oplevelse efter den anden,« siger Marlene Kejser.

Imens begynder Kristian Tvilling at pakke Nilen sammen. Det er blevet en af hans faste opgaver på turneen.

»Den skal pakkes helt rigtigt sammen, eller fungerer det ikke.«

Præsten og performeren planlægger at tage på turne igen til efteråret.

Sognepræst Kristian Tvilling og performer Marlene Kejser opfører Bibelen på 45 minutter. Foto: René Mølskov

På Minby.dk/vesterbro kan du se flere billeder og finde links til video og info på forestillingens hjemmeside.

Vesterbroer Marlene Kejser og sognepræst Kristian Tvilling har lavet en fortælling af hele Bibelen og dens 66 bøger på bare 45 minutter. I et hæsblæsende tempo for at nå det hele. Foto: René Mølskov

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Pia Kjærsgaard på besøg: Valgstemning i skolen

Gå bare i panik