Video/redigering: Bo Børresen/Simon Reenberg Foto: Arkiv
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Fabian ta’r skraldet

PROFESSIONEL SKRALDER. Fabian Vennekilde fra Grundtvigsvej lever af de varer, han hiver op af supermarkedernes containere. Han gør det ikke for pengenes skyld, men for sin egen samvittighed og ikke mindst samfundets skyld. Og han er klar til at gå langt.

OPRÅB: »Vi er i gang med at smide vores fælles fremtid i skraldespanden.«

30-årige Fabian Vennekilde lægger ikke fingre imellem, i sit forsøg på at råbe samfundet og ikke mindst de forretningsdrivende op.

»Vi kan simpelthen ikke være bekendt at overlade et samfund til vores børn og børnebørn, hvor vi tillader, at ubrugte nonfood-produkter og madvarer, som intet fejler, bare bliver smidt ud, forbi det er billigere og nemmere for butikkerne,« siger Fabian Vennekilde, mens han fisker den ene bakke Premium-entrecotebøffer efter den anden op af Kvickly Falkoner Allés container.

Læs også: Supermarkeder om madspild: »Vi sælger alt hvad vi kan«

»De har jo først udløb i dag. De fejler ikke en skid,« siger Fabian vredt og tilføjer med en ironi på tykkelse med bøfferne:

»Kan vi ikke tjene penge på det, er det bedre, at det bliver smidt ud, end at andre mennesker kan få glæde af det.«

Åbent, ærligt og højt

Fabian Vennekilde, som flyttede til Grundtvigsvej for seks år siden, er vant til at have med madvarer at gøre – også dem uden for supermarkedscontainerne. Han er uddannet kok, har arbejdet som slagter i fire år og arbejder i øjeblikket som kok på deltid, ligesom han er i færd med at tage en uddannelse som sommelier.

Det kniber dog med at få tid til lektierne i øjeblikket. Bibeskæftigelsen som skralder fylder nemlig mere end nogensinde for Fabian. Han hører således ikke til den type af skraldere, der lever et stille liv.

Fabian taler åbent, ærligt og højt om sin tilværelse som skralder, og er efterhånden et kendt ansigt på landsdækkende tv – ikke mindst efter at han for et par uger siden var med til at afsløre Flying Tiger Copenhagen i at smide tusindvis af spritnye varer direkte i containere, da butikskæden nedlagde en butik i Carlsberg Byen.

Har skraldet i seks år

Fabian Vennekilde begyndte at skralde for fem-seks år siden.

»Jeg havde en hund, som havde brug for noget medicin i pilleform. Jeg vidste, at jeg let kunne få piller i hunden, hvis jeg lagde dem ned i en klat leverpostej. Så var det, jeg tænkte, om ikke jeg kunne slippe for at betale for en leverpostej til en hund, hvorefter jeg prøvede lykken i en supermarkedscontainer på Howitzvej, hvor der dengang lå en Aldi.«

Fabian fortsætter:

»Jeg fik et chok, da det gik op for mig, hvor meget containerne gemte på af brugbare madvarer. Ikke kun til hunde men bestemt også til mennesker.«

I dag kan Fabian leve af de varer, han hiver op af supermarkedernes containere.

»Der er ikke det, jeg ikke kan finde i containerne. Også rengøringsartikler. Hvis der for eksempel er gået hul på en flaske Ajax, og indholdet er røget ud over de øvrige flasker, så smider man hele partiet ud, for man gider da ikke at tørre de andre flasker af,« siger Fabian og fortsætter:

»Det er klart, at jeg ikke finder lige så mange tørvarer og konserveres, som jeg finder brød, kartofler, grøntsager og kød, men så bytter jeg mig til resten. Nu har jeg for eksempel 11 pakker entrecote i overskud.«

For samfundets skyld

Fabian skralder ikke blot for at spare penge men for at spare samfundet for et mad- og ressourcespild, der ifølge ham er ude af proportioner. Han gør, hvad han kan for at råbe samfundet op.

Ifølge Fabian er der noget helt galt med moralen ude i butikkerne. Eller rettere i butikkernes baggårde, hvor tonsvis af spiselige madvarer og ubrugte nonfood-produkter bliver smidt direkte i containere.

»Det er pinligt, hvordan vi opfører os i et land som Danmark, bare fordi vi er ’the one percent’. Vi er blandt de rigeste i verden, så vi smider da bare madvarer ud, som det passer os. Hvis det ikke er pinligt, så ved jeg ikke,« siger Fabian Vennekilde med favnen fuld af grøntsager i ubrudt emballage, som han har pillet op af en container bag Rema 1000 i Smallegade.

Fabian skammer sig også på danskernes vegne, når det kommer til måden, vi behandler dyr på:

»Dyrene er blevet mishandlet, ødelagt og puttet i bittesmå bure. Nogen af dem har aldrig set sollys. Jeg vil gerne understrege, at jeg hverken er vegetar eller veganer, men vi kan simpelthen ikke tillade os at smide lortet ud. Det er så pinligt og tarveligt over for de her dyr. Hvad er vi for nogle mennesker. Det er jo en massakre,« lyder opsangen fra Fabian.

Ingen affaldssortering

Ved samtlige de supermarkedscontainere, vi besøger en alminelig mandag formiddag på Frederiksberg, går ét tema igen: Affaldssortering. Eller rettere mangel på samme.

Pap, hård og blød plast, madvarer, flasker og dåser blandes én stor pærevælling i supermarkedscontainerne. Og det er ligegyldigt, om det er Kvickly, Føtex, Fakta, Netto eller Rema 1000. Affaldssortering forekommer tilsyneladende ikke.

»Vi private står kraftedeme med fem containere derhjemme og putter plastik i den ene, pap i den anden og papir i den tredje, og så har vi nogle virksomheder, der står og smider hele lortet ned i den samme container. Det er kraftedeme tarveligt,« siger Fabian Vennekilde og tilføjer:

»Jeg har arbejdet i Føtex i Frederiksberg Centret. Her presser man al affald. Pap, madvarer, plastik. Det hele bliver presset sammen. Jeg arbejdede der ikke så længe. Jeg kunne ikke holde ud at se på, hvordan kilovis af madvarer blev smidt ud hver dag.«

Nyt tiltag imponerer ikke

Flere supermarkedskæder har de senere år indført en køledisk, hvor varer, der nærmer sig sidste anvendelsesdato, bliver lagt. Det træk giver Fabian Vennekilde dog ikke meget for:

»Når alt kommer til alt, så vil butikkerne helst ikke sælge varerne billigere. Så hellere smide dem ud, så de kan tage fuld pris for de nye varer. Supermarkederne lægger et par varer ned i den mindste køledisk, de kan finde og skriver ’Vi kæmper mod madspild’ med den ene hånd og smider horrible store mængde varer ud med den anden hånd. Pinligt,« lyder den afsluttende røffel fra Fabian Vennekilde.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Sundby satser stort på pigerne

Supermarkeder om madspild: »Vi sælger alt hvad vi kan«