Politiafspærring foran Aveny på Amagerbrogade i København lørdag formiddag 24.april 2010, hvor et røveriforsøg først fik en ende, da politiet skød og dræbte føreren af røvernes flugtbil. Foto: Ditte Valente/Ritzau Scanpix.
in , , ,

Wow 🤩

Bedre sent end aldrig: Anholdt ni år efter groft røveri på Amagerbrogade

SUNDBY: En mistænkt i en sag fra 24. april 2010 om et groft væbnet røveri mod guldsmedebutikken Aveny på Amagerbrogade er blevet anholdt, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse til Ritzau.

Den anholdte chilener blev udleveret fra Frankrig torsdag, efter at der i september blev udsendt en arrestordre i Europa.

Ved røveriet stjal en stor gruppe chilenske gerningsmænd en større mængde guldsmykker med en værdi på 4,9 millioner kroner.

Efterspillet blev meget dramatisk, da en betjent tog fat i døren til flugtbilen og blev slæbt efter bilen. Imens forsøgte føreren at køre ind i biler for at ryste betjenten af.

Betjenten trak sin tjenestepistol og skød føreren, som senere døde af skuddet.

Personalet i Aveny blev bundet på hænder og fødder, og derefter smadrede røverne montrerne i forretningen.

I den efterfølgende retssag om røveriet blev fire chilenske mænd idømt fængsel fra tre til seks år.

Københavns Politi modtog nye oplysninger i sagen 13. november 2017, der førte politiet på sporet af den for nylig anholdte.

Den chilenske mistænkte er blevet sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed.

Han bliver fremstillet fredag formiddag i grundlovsforhør for lukkede døre i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling, skriver Ritzau.

14-årige Emma redder mand fra druknedøden

Mystiske prikker på Gammel Kongevej: Hvorfor er de der?