Smaragd Sliberen af Anne-Cathrine Riebnitzsky
in

Smaragdsliberen beskriver roligt og nænsomt forfærdelige handlinger og ubegribelig sorg

Min bogreol har mange facetter. Der er fantasy. Science fiction. Thrillere. Krimier. Nå ja, og så en lang stribe kogebøger, men det gælder ikke helt i denne sammenhæng. Der er klassikere og det nyeste nye inden for ungdomsbøger.

Det er oftest bøger med store følelser, store kampe, helte, slag og nederdrægtige skurke. Bølgerne må gerne gå højt, og jeg kan godt lide at blive suget med og opslugt af fortællingen. Tit mister jeg tålmodigheden, hvis det går for langsomt.

Anne Cathrine Riebnitzskys Smaragdsliberen er ikke som noget, jeg har læst før. For en cliffhangerjunkie som mig, tog det tid at vænne sig til tempoet. Men jeg overgav mig. Riebnitzsky, jeg må ud og lede efter dig på boghandlernes hylder.

Læs også: Bogen om Kim Larsens liv er lun og Larsensk

Bogen binder to fortællinger sammen: Den første er om Pierre Levy, der er en jødisk smaragdsliber i en lille tysk by. Faktisk begynder historien den dag, Pierre dør. Han dør af hjertestop tre gange, før han atter vågner og noget modvilligt kan fortsætte livet og påbegynde arbejdet med en af verdens største smaragder.

Han bliver opslugt af sit arbejde med smaragden, dens skønhed og dens perfektion, og efterhånden som han får slebet den smukkere, begynder hans eget liv lige så stille at få farve igen.

Parallelt med denne handling, følger vi Zara, hans datter, der på en mission for UNESCO for at undersøge huler, der er blevet voldsomt beskudt, men som siges at være udsmykket med helt fantastiske malerier.

Læs også: Sort sne er en mysteriekrimi i bedste Agatha Christie stil

Et stykke kulturarv, der bør bevares. Zara, der er ateist, befinder sig i et spændingsfelt mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem den ortodokse tro og islam, i en usikker region, hvor tro har den største betydning, hvilket hun snart vil få at mærke på egen krop.

Smaragdsliberen er af en ganske særlig støbning. Den er smuk og underfundig, den er reflekterende og undersøgende. Det er en bog om at tro. Om at turde tro. Men ikke om, hvilken tro, der er en den rigtige. Det er op til læseren selv at vurdere karakterernes handlinger.

Der er puslet om sproget, hver et ord er vendt, så det lige nøjagtigt passer til sætningen og til stemningen i bogen. Selvom der er voldsomme og blodige scener, er ingen af dem udpenslede og væmmelige. Og alligevel rammer de, fordi de så roligt og nænsomt beskriver forfærdelige handlinger og ubegribelig sorg.

Man får tid til at tage det ind. Det er modigt, at Riebnitzsky dvæler ved scenerne og trækker tempoet ned, i stedet for at bare at buldre videre til næste scene. På den måde skaber hun tid til eftertanke og fordybelse. Tænk, at turde det med en moderne roman – det er i sandhed høj klasse.

God læselyst.

Anne-Cathrine Riebnitzsky Smaragdsliberen, Lindhardt og Ringhof, 327 sider

Gør dit bibliotek endnu bedre

Funky festmusik i Krudttønden