KSF: Det er Danmarks ældste skøjteforening og en af Danmarks ældste idrætsforeninger overhovedet, som i weekenden kan fejre sit 150 års jubilæum.
Kjøbenhavns Skøjterløber Forening (KSF) begyndte på Peblingesøen i februar 1869. Senere kom ishockey på programmet, og de seneste mange år har det stort set kun været ishockey, som har været dyrket i klubben.
Søpavillonen var førhen klublokale for KSF, men i mange år har klubben haft hjemme på Østerbro. Hjemmebanen var i flere årtier den gamle Østerbro Skøjtehal ved Fælledparken, og siden 2008 har det været i to midlertidige haller, først ved Ryparken og siden hen på gasværksgrunden. Sidstnævnte sted er der en ny og permanent skøjtehal på vej de kommende år.