Peter Hansen, Pløjemanden vender, 1900-1902, Faaborg Museum, Foto: PR
in , , ,

Jordforbindelser på Den Hirschsprungske

UDSTILLING: Naturen har ændret sig dramatisk de sidste 200 år, områder er blevet opdyrket, og byer og veje har erobret land. Klimaet forandrer sig, og mennesket sætter sig spor overalt.

Udviklingen tog fart i 1800-tallet. Dengang fik vi ny viden om landskabets historie og de ressourcer, det gemte.

Landskabsmaleriet blev tidens væsentligste genre, og sammen med videnskaben formede kunsten vores måde at se naturen på.

I særudstillingen Jordforbindelser. Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab undersøges de historiske rødder, der vokser under nutidens antropocæne eller menneskeskabte landskab, og hvor menneskets indgriben er blevet så markant, at den kan aflæses geologisk. Udstillingen sætter spot på jord, landskab og menneskets aftryk i naturen, og særudstillingen leverer nye vinkler i en aktuel diskussion om de globale klimaforandringer.

Udstillingen præsenter dansk landskabskunst samlet fra hele det 19. århundrede. På udstillingen vises værker af blandt andre C.W. Eckersberg, J. Th. Lundbye, Vilhelm Hammershøi, Fritz Syberg og Peter Hansen. Alle kunstnere, der fortolkede landskabernes store forandringer i tæt dialog med videnskaben.

Sammen med malerierne udstilles naturvidenskabelige genstande knyttet til geografi, geologi og landbrugsudvikling. De to anerkendte samtidskunstnere, Rune Bosse og Camilla Berner, tilføjer en aktuel dimension på emnet med nye værker, der er lokalt forankrede og stedsspecifikke.

Frank ’Bonderøven’ Erichsen, Jesper Theilgaard og Minik Rosing, der alle er markante stemmer i nutidens debat om klima og natursyn, fortæller i specialproducerede videopodcasts om deres jordforbindelser.

Udstillingen åbnes 2. februar og kan ses til 28. april. nmb

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

En ex-minister kommer på besøg

På skøjter i halvandet hundrede år