Stjerneskolen er en ny friskole for alle og for børn med særlige behov. Det er ejer af Mikkeller Mikkel Borg Bjergsø og hans kone, Pernille Pang, der blandt andre står bag projektet. Arkivfoto: Martin Sørensen
in ,

Mikkeller-ægtepar åbner ny friskole

Bryggeriejere åbner friskolen Stjerneskolen i august 2020. Informationsmøde 26. februar klokken 19.30 til 21.30 på Humletorvet.

»Vi vil skabe en skole, der betragter hvert barn som en unik, skinnende stjerne og et håb for fremtidens samfund og fællesskab. Vi ønsker en skole og et samfund, hvor idealet er ét fællesskab – hvor medmenneskelighed og ligeværd er nøgleord, og hvor forskelligartethed bliver betragtet som en styrke frem for en svaghed. Stjerneskolens børn skal uddannes til at være bidragende, demokratiske, empatiske borgere i et mangfoldigt, inkluderende fællesskab.«

Det er noget af visionen for den nye privatskole, som angiveligt vil starte i august 2020.

Skolen, der har fået navnet Stjerneskolen er en lille skole med pædagogiske værdier fra blandt andre Freinet.

Skolen lægger vægt på ingen prøver, små klasser og en skræddersyet inklusion.

Bryggere står bag

Bag projektet er blandt andre ejer af bryggeriet Mikkeller, Mikkel Borg Bjersø, der er uddannet lærer og far til to. Hans hustru Pernille Pang, der er journalist og mor til to. Lars Carlsen, ejer af bryggeriet People Like Us, som samarbejder med og er støttet af Mikkeller. Lars Carlsen er oprindelig uddannet lærer og far til tre samt Camilla Yoo Kristensen, ejer og leder af den social- og specialpædagogiske virksomhed C-Yoo, lærer, Feuerstein uddannet.

Ideen til skolen er egentlig Stellas fortjeneste. Hun er ti år og datter af Mikkel Borg Bjergsø og Pernille Pang. Hun har ingen egentlig diagnose, men har gået i en specialbørnehave og siden 0. klasse på specialskolen Skolen ved Nordens Plads på Frederiksberg.

»Vi har siden, hun var helt lille taget en masse private tiltag i forhold til undervisningen af vores datter, blandt andet hjemmeundervist hende. Det er en ret stor byrde at have i det daglige som familie, og på et tidspunkt tænkte vi bare ’hvorfor ikke i stedet starte en skole, der passer til hende?,« siger Pernille Pang til avisen.

Omsorg og ambitioner

Det er især fraværet af såkaldt normale eller neurotypiske børn, der har fået ægteparret til at tænke nye retninger.

»For os giver det ikke mening, at man tager alle børn med udviklingsvanskeligheder og samler dem på en skole, hvor de i det daglige ikke kommer i kontakt med neurotypiske børn. Vi tror, at de vil udvikle sig og lære meget mere, hvis de har en dagligdag, hvor de kan spejle sig i almindelige børn, og omvendt tror vi også, at almindelige børn kan lære noget af dem. Stella har også en lillesøster, som snart skal starte i skole, og helt grundlæggende vil vi gerne skabe et godt, ambitiøst og omsorgsfuldt læringsmiljø for begge vores piger,« siger Pernille Pang til avisen.

Lige nu leder initiativgruppen bag friskolen fortrinsvis efter lokaler på Frederiksberg, og de er i gang med at søge fonde.

Mikkel Borg Bjergsø eller Pernille Pang skal fortsætte deres arbejde i Mikkeller som henholdsvis ejerleder og pr-manager, men Mikkel Borg Bjergsø skal være en del af bestyrelsen i skolen.

»Vi søsætter projektet og sørger for, at det kommer godt fra start, og så trækker vi os lidt i baggrunden, når vi har de rigtige folk til at drive skolen,« siger Pernille Pang.

Skolen er for 0. til 5. klasse og med max 200 elever og vokser efterhånden som eleverne bliver ældre. Lige nu leder initiativtagerne bag skolen efter egnede lokaler.

Der er informationsmøde 26. februar på Humletorvet i Carlsberg klokken 19.30 til 21.30. Tilmelding på info@stjerneskolen.dk.

Læs mere på stjerneskolen.dk

 

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Guldherrerne boede på Vesterbro og spiste solidt

Oplev nordisk fotokunst på Tuborgvej