Fra Al Massons udstilling `Surfing¿ 2017 i Banja Rathnov Museumsbygningen. PR-FOTO
in ,

Kunstnere inviterer indenfor i maskinrummet

OPEN STUDIOS. Fabrikken for Kunst og Design på Sundholm åbner dørene op til kunstens maskinrum i en række Open Studios-arrangementer. Torsdag 31. januar kan du møde Al Masson, C.Y. Frostholm og Maria Metsalu.

SUNDHOLM: En ting er at besøge en udstilling og betragte kunstneres værker. Noget andet er at møde kunstnerne selv og høre om deres virke, hvad der inspirerer og optager dem.

Den mulighed giver Fabrikken for Kunst og Design dig ved en stribe Open Studios-arrangementer den sidste torsdag i måneden de næste fem måneder.

Første gang er torsdag 31. januar klokken 17.00, hvor tre kunstnere kommer med et oplæg, og så kan publikum stille spørgsmål og blive klogere på arbejdet som kunstner.

Fra velkendt til metaforer

Fransk-danske Al Masson (www.almasson.com) beskæftiger sig med installation, performance, tegning, fotografi og video med det performative som et gennemgående element i sine værker.

Inden for et begrænset rum prøver Al Masson at opbygge et illusionistisk miljø. Disse installationer har tilfælles »at prøve at rekonstruere et velkendt sted til et metaforisk, æstetisk sted,« fortæller arrangøren.

Al Masson har senest lavet solo-udstillingen ’Surfing’ i Museumsbygningen Banja Rathnov i København (2017) Han har haft soloudstillingen Play Time på Brandts i Odense i 2013-14 og udstillingen Die Liebe zu den Dingen på Kunsthalle Münster i 2013-2014.

C. Y Frostholm, i daglig tale Cyf (www.cyf.dk), er forfatter og billedkunstner og arbejder hovedsagelig med at skrive, fotografere og oversætte. Hans hidtil største udgivelse, Træmuseet, udkom for nylig i Rævens Sorte Bibliotek og blev i 2018 præmieret af Statens Kunstfond som en af årets 10 bedste bøger.

Værk af C. Y. Frostholm (Træmuseet, 2018)

Han har udgivet skønlitteratur siden 1985, heriblandt også optegnelserne ’Paris en brugsanvisning’ (2013), romanen ‘Selvportræt med dyr’ (2011) og digtsamlingen ‘Ofte stillede spørgsmål’ (2008).

Hans visuelle praksis omfatter blandt andet tekst- og fotoinstallationer på Scotty i Berlin, ‘Pessoas træ’ (2015) på Det Kongelige Bibliotek og ‘Urban Botanics’ som led af udstillingen ‘Korrespondance’ (2015) på Galleri Image. Og i 2013 soloud-stillingen ‘Between the acts’ på Teatermuseet i Hofteatret.

Estisk performance

Endelig kan du møde performancekunstner og koreograf Maria Metsalu (maria.metsalu.com), der er uddannet fra School for New Dance Development (SNDO) i Amsterdam i 2016 og kommer oprindeligt fra Estland.

Maria Metsalu: Performancen ‘Fuchsia 2’ – The Art Gallery. Foto: Nellie de Boer.

Hun gæster denne vinter Fabrikken for Kunst og Design via stedets FAIR-residency program. Hun interesserer sig for relationer mellem visuel kultur, identitet, appropriation og voyeurisme og skaber performative værker ved at bruge sin egen krop som epicenter.

Sidste år deltog hun i kunstmessen Alt_Cph på Fabrikken for Kunst og Design med performancen ’Mademoiselle X’. Hendes værker er blandt andet blevet vist på Kunstraum London, Kiasma Theater i Helsinki og Art In General i New York.

Maria Metsalu er medgrundlægger af ’Young Boy Dancing Group’.

Billetter på www.billetto.dk. Programmet for de øvrige Open Studios offentliggøres løbende på Facebooksiden Fabrikken for Kunst og Design.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Oplev nordisk fotokunst på Tuborgvej

Historiske genstande stjålet: Nu beder museum om hjælp