Uppercut Danseteater viser »Body Parts« på Dansekapellet søndag 3. februar. Foto: PR

Dansende humoristisk gyserfortælling

DANSETEATER: To søskende kan ikke sove. Der er så mange lege, der mangler at blive leget.

Men i seng skal man jo.

Scenen er sat i Uppercut Danseteaters gyserfortælling, Body Parts, for de mindste i et land mellem fantasi og virkelighed. På tærsklen til spændingen med en god portion humor og eventyrlig scenografi.

I en blanding af moderne dans og hip hop rammer forestillingen børn i børnehavealderen med humor og kuldegysninger og med dansende humor, der forløser.

»Louise Seloy har koreograferet, så begge dansere netop får lov til at udtrykke sig i hvert deres dansesprog. Det er legende og let og ubekymret. Danserne har et fint flow sammen, og de er gode til at kilde hinanden under tæerne – med tæerne,« siger teateranmelder Anne Middelboe Christensen til Teateravisen.dk.

En søvnløs rejse

Mens hovedkaraktererne, de to dansere, møder sig selv i mørket – på vej ud af mørket, bevæger musikken sig fra ægte gyserlyde til hyggelige guitar-toner.

»Forestillingens musikcollage er af Peter Peter og Peter Kyed – og den spænder fra gyserlyde til guitarhygge og strejf af Prokofiev. Det er ganske effektivt gjort, og det virker nærmest, som om det er komponeret som filmmusik, så alt passer til dansen. Samtidig giver det børnene en skøn variation af musik, hvilken er en sjælden luksus for de små,« siger Anne Middelboe Christensen til Teateravisen.dk.

Det er en fascinerende rejse, hvor søvnen ikke vil komme, og legen vil ikke stoppe.

Hvor dyner forvandler sig til hyggelige spøgelser, og natlamperne til skovens ildfluer, når Uppercut Danseteater søndag 3. februar klokken 10 viser stykket i Dansekapellet, der er målrettet til de fire til otteårige.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Frimærket gjort til dansk symbol

Udendørs vin i fare på Trianglen