Maja og Matilde forlader snart Bondegården. Foto: Bondegården
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Slut med køer på Bondegården

LEGEPLADS MED DYR. Den bemandede legeplads Bondegården i Urbanplanen har – tro mod sit navn – en masse dyr, men snart skal de to køer Maja og Matilde flyttes væk fra stedet. Det har vakt protester og en underskriftindsamling.

URBANPLANEN: Minigrisene Regitze og Agnes, kaninerne Blue og Josefine og shetlandsponyerne Filine og Kenzo er blot nogle af de dyr, der bor på den bemandede legeplads Bondegården – eller Bonderen, som den kaldes – i Urbanplanen.

Men snart bliver der to beboere færre på Bonderen, som de besøgende børn kan klappe, nemlig de to søskende, kvierne Maja og Matilde. Det er nemlig besluttet, at Bondegården ikke længere skal huse køer.

Geder og kaniner skal have et større areal at boltre sig på, og stalden indrettes, så ponyerne kan bevæge sig frit omkring i hele stalden. Den nye indretning betyder, at der ikke længere skal være køer på Bondegården, fortæller enhedschef Lau Heidemann Petersen fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning i en pressemeddelelse.

»Som det er nu, har dyrene på Bondegården generelt for lidt plads. Derfor vil vi gerne opgradere til nogle bedre og mere nutidige forhold. Vi har jo også et ansvar for at vise de mange børn, der besøger Bondegården, at dyrevelfærd er vigtigt,« udtaler enhedschefen.

Maja og Matilde står i en stald på 20 kvadratmeter og hver morgen kommer de udendørs indtil om eftermiddagen.

Køerne må forlade Bondegården, fordi de også kræver mange ressourcer.

»Medarbejderne skal bruge ret meget tid hver dag på at muge ud efter de to køer, vi har på Bondegården, ligesom de skal køre store mængder strå ind til foder og underlag, som de så efterfølgende skal køre væk igen som mødding. Dertil kommer, at køerne ikke kan komme på græs, hvilket ville være bedre for dem. Derfor leder vi nu efter et nyt hjem til køerne, hvor de får adgang til et større græsareal,« udtaler Lau Heidemann Petersen.

Dyr prioriteres stadig højt

Beslutningen om, at køerne skal flyttes fra Bonderen, har sat mange følelser i bevægelse. Børnene er glade for køerne, og der er ikke mange muligheder her i byen for at klappe en ko.

Der er oprettet en underskriftindsamling på websitet Skrivunder.net under titlen ’Bevar dyrene på Bondegården i Urbanplanen’, som pt har indsamlet 386 underskrifter.

Forvaltningen understreger i pressemeddelelsen, at der ikke er tale om, at dyrene fremover skal nedprioriteres på Bondegården.

»I forbindelse med den øvrige udvikling i Remiseparken skal personalet tilpasse og udvikle Bondegårdens tilbud med nye dyreracer, flere geder mm. Det kommer til at ske i samarbejde med de lokale brugere og samarbejdspartnere i området. Legepladsen Bondegården har haft husdyr i over 50 år, hvilket altid har været en attraktion for de lokale storbybørn, som på den måde har fået et kendskab til dyrene og oplevet glæden ved at omgås dyr,« skriver forvaltningen.

Der har været køer på legepladsen Bondegården siden 1990. I 2011 blev der købt en jerseykalv fra en landmand i Mern på Sydsjælland. I 2013 fødte den kalven Magda, som er mor til de to kvier Maja og Matilde. Og Matilde skal i øvrigt kælve til maj, oplyser personalet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

‘Mod alle odds’ fortalt af børn

Skipperlabskovs og næstekærlighed