Morten Petersen mener, at en åbning eller udvidelse af Danshøjbroen for cyklister vil have flere positive effekter for området. Både trygheden og cyklismen vil få et løft. Foto: Martin Sørensen
in ,

Like 👍

Danshøjruten: Chikaner er i vejen for tryghed

DANSHØJRUTEN. Kommunale grønne cykelruter kan være en del af løsningen, når der skal udtænkes tryghedsinitiativer i området ved Danshøj Station, der i sommer var ramt af en stribe af gaderøverier.

GANGBRO: »Det er helt tilbage fra ’90’erne, hvor man havde ambitioner om en cykelrute fra Nørrebro til Vigerslevparken. Den blev i første omgang stoppet ved Åboulevarden, men de seneste mange år er det broen her, der har sat en stopper for flowet,« forklarer Morten Petersen, mens vi torsdag morgen står på broen over banen ved Danshøj Station.

Mange cykler, selv om det ikke er meningen, hvilket tydeligt fremgår af skiltningen, og også er besværliggjort af hele tre chikaner på gangbroen

Vi er tilbage i området, der sidste sommer var udsat for en række gaderøverier og senere en tryghedsvandring, der skal hjælpe beboerne af med utrygheden. Og det kan en færdiggørelse af den grønne cykelrute, Danshøjruten, være med til, vurderer Morten Pedersen, der selv bor i området og bruger broen hver dag.

LÆS OGSÅ: Tryghed ved Danshøj St: På vandring mod gaderøverier

»Om sommeren er det ikke usædvanligt, at nogle hænger ud på chikanerne og lige giver de forbipasserende en slags hilsen med på vejen. Det ville ikke være et problem, hvis man bare kunne cykle uhindret over broen,« argumenterer han.

Lys og tryghed

I øjeblikket arbejder kommunens Sikker By-afdeling med en opfølgning på tryghedsvandringen, der blandt andet viste, at belysningen var et problem flere steder i området. Fordi der er tale om flere forskellige grundejere, kan man som borger ikke bare rette henvendelse et sted, hvis man opdager en mørklagt lygtepæl.

Men hvis et sted er en del af en kommunal cykelrute, har kommunen bedre muligheder for at tage samlet ejerskab over belysningen på ruten.

Også på den måde kan en cykelrute være med til at skabe mere tryghed.

Ingen aktuelle planer

Som det er nu eksisterer Danshøjruten kun som en forlængelse af Den Grønne Sti på Frederiksberg til Valby Langgade. Stykket på Søndre Allé til Danshøjbroen og videre til Vigerslevparken har status af ’planlagt’. Derudover er en anden grøn cykelrute ’Valbyruten’ planlagt til at ramme Danshøjruten via stien mellem Søndre Allé og Tschernings Allé. Stien har også haft en central rolle i sommerens gaderøverier.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er der ingen aktuelle planer om at føre de to planlagte ruter ud i livet. Men alle de planlagte grønne cykelruter er en del af kommunens Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025, som dog ikke garanterer, at de bliver til noget inden planens udløb.

Men lidt ekstra opmærksomhed skader sikkert ikke.

Samtidig er ruterne med i kommuneplanen, hvilket sikrer, at de ikke bliver forhindret af andre projekter.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Gangbroen over banen bruges flittigt af cyklister, både kørende og gående, men de store cykler har det svært med chikanerne. Foto: Martin Sørensen

Super genvej

Kommunen er i forvejen opmærksom på, at broen over Danshøj Station er central, hvis Danshøjruten skal blive til noget.

I en redegørelse fra sommeren 2018 blev det fremhævet, at en udvidelse af broen til både cykel og gangbro vil få de eksisterende Grønne Cykelruter i området til at hænge langt bedre sammen og medføre en øget cykeltrafik i områderne omkring broen.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderede, at broudvidelsen som den eneste krydsningsmulighed af ringbanen mellem Valby Langade og Vigerslev Alle vil kunne give 4.000-6.000 brugere på de tilstødende cykelruter.

»Det er en fantastisk genvej, og jeg er sikker på, at der er mange børnefamilier i området, der ville blive glade for at få muligheden. Det er ikke let i dag at få de store cykler gennem chikanerne. Jeg forstår egentlig ikke, at man ikke oprindeligt sørgede for at lave broen stor nok til både cyklister og fodgængere,« slutter Morten Petersen, spænder hjelmen og cykler mod Valby Langgade og Den Grønne Sti mod arbejdet i City.

Fra broen kan man fortsætte ad Søndre Allé til Valby Langgade, hvor man kan fange den eksisterende del af Danshøjruten. Foto: Martin Sørensen
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Forsøgte at undslippe flammer – død efter spring fra fjerde sal

By & Havn lover: Fiskerhavnens Venner bliver inviteret igen