Fiskerhavnens Venner har tidligere på Rådhuspladsen demonstreret mod Stejlepladsen som byudviklingsområde. Næste demonstration er varslet til 24. februar kl. 11.00-12.30 på Christiansborg Slotsplads. Foto: Martin Sørensen
in ,

By & Havn lover: Fiskerhavnens Venner bliver inviteret igen

BYUDVIKLING. Knap var høringen til lovforslaget, der affreder Stejlepladsen, lukket, før der var inviteret til møder om byudvikling på stedet.

FRED: Broerne er ikke brændte. Selv om der var afbud fra både Fiskerhavnens Venner og Kgs. Enghave Lokaludvalg, da By & Havn i sidste uge havde inviteret til møder om fremtiden på Stejlepladsen.

»Det er ikke for sent at få indflydelse, der kommer åbne borgermøder, hvor alle er velkomne. Fiskerhavnens Venner og lokaludvalget bliver også inviteret igen,« siger Rita Justesen, der er chef for Planlægning & Arkitektur i By & Havn.

Der har på Fiskerhavnens Venners facebookside været en lang debat om foreningen skulle deltage på møderne eller ej. Argumenterne for at deltage har været, at man ville miste indflydelse ved at blive væk.

LÆS OGSÅ: Stejlepladsen: By & Havn uden venner og lokaludvalg

 

Men afbuddet betyder ikke, at foreningen har udelukket sig selv i fremtiden.

»Vi har stukket en finger i jorden og er klar over situationen. De er stadig velkomne i følgegruppen, når de er klar,« siger Rita Justesen.

Store emner

15. januar var deltagerne ved Frank Jensens besøg på Stejlepladsen i oktober inviteret med til følgegruppemøde op til de kommende åbne borgermøder.

»Vi havde gode og konstruktive drøftelser. Vi brugte meget tid på at snakke om utilfredshed med selve udpegningen af Stejlepladsen. Det andet store emne handlede om, hvordan det skal fungere med byudvikling på området, så kulturmiljøet bevares,« fortæller Rita Justesen.

Afventer affredning

Afbuddene fra Fiskerhavnens Venner og lokaludvalget var begge blandt andet begrundet med, at man ikke er indstillet på dialog om byudvikling på Stejlepladsen før en affredning.

Lovforslaget der affreder Stejlepladsen er endnu ikke blevet behandlet i Folketinget, hvilket ifølge tidsplanen vil ske i løbet af foråret.

’Forretningsudvalget undrer sig over det tilsyneladende hastværk med at få sat gang i processen med byudviklingen af Stejlepladsen, og har især hæftet sig ved, at invitationerne til mødet blev sendt ud, før høringsfristen for lovforslaget om affredning af Stejlepladsen var udløbet. Der har ikke været tid til, at lokaludvalget kunne nå frem til en fælles holdning til den videre proces,’ skriver formand Joan Røge fra Kgs. Enghave Lokaludvalg i sit afbud til By & Havn.

En forklaring

Lokaludvalget har møde på torsdag, hvor deltagelsen er på dagsordenen.

»Jeg troede lokaludvalget havde møde i mandags,« begrunder Rita Justesen den sene invitation. Hun har også en forklaring på, hvorfor By & Havn sætter gang i processen inden affredningen er besluttet.

»Vi følger op på det fokus, der er på sagen i både Folketinget og i Borgerrepræsentationen. Det bliver en meget lang proces, der inddrager de tekniske og politiske aspekter, og vi vil gerne i tidlig dialog lokalt for at samle info og viden om omverdenen, vi vil gerne have mange idéer og tanker at arbejde med,« siger hun.

Ud over mødet sidste tirsdag havde By & Havn torsdag inviteret foreninger på blandt andet miljøområdet.

De åbne borgermøder er foreløbigt planlagt at skulle finde sted i februar.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Danshøjruten: Chikaner er i vejen for tryghed

»De skulle bare vide, hvor meget vi lever«