Nikolaj & Piloterne i aktion på Tunø Festival i 2018. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix.
in , ,

Elsker 😍

Nikolaj & Piloterne i luften igen

LYNKONKURRENCE. Nikolaj & Piloterne kan fejre – hold fast – 30 års jubilæum i år, og giver koncert i Kulturhuset Islands Brygge på søndag 27. januar. Tre heldige læsere kan, hvis de skynder sig, vinde hver to billetter til koncerten.

BRYGGEN: Som femårig begyndte han at underholde med sin guitar i hippiebarndomshjemmet, og fra sit 15. år skrev Nikolaj Christensen sine egne sange, der krydsede rock og blues med navne som Bruce Springsteen, Steve Earle og Thin Lizzys frontmand Phil Lynott som forbilleder.

Siden var han i 1980’erne frontmand i en stribe københavnske bands, heriblandt Shoeshine. Ved en af bandets koncerter fik talentspejderen fra pladeselskabet Medley, Jens Hofman, øje på Nikolaj Christensen og tilbød ham en solokontrakt.

Resultatet blev debutalbummet ’Piloter’ i 1989, der gjorde den dengang 23-årige sanger til teenageidol med iørefaldende, dansksprogede og delvist selvbiografiske sange og med Nikolaj Christensens intenst-rustne røst i centrum. Gruppen Nikolaj & Piloterne var en realitet.

I 1990 blev gennembruddet cementeret, da han fik prisen som bedste nye navn ved Dansk Grammy

En hel stribe udgivelser

Gennembruddet ligger nu 30 år tilbage, og siden har bandet eksisteret on and off, men har nået at udgive en stribe albums; Jimmy & Vicky (1991), der kastede storhittet ’Kommer nok hjem’ af sig, Homeparty (1999), opsamlingsalbummet ’Sidder på en raket’ (2000), Solar Plexus (2001), Lige på Kornet (2002) og livealbummet ’Live’ (2004).

Så fulgte en pause, hvorefter Nikolaj Christensen vendte tilbage til musikken i 2009 med albummet ’Mand’ og i 2010 ’Valby Town’.

Den karismatiske forsanger har nu samlet et stærkt hold af Piloter omkring sig, og sammen spiller de en række jubilæumskoncerter landet over.

På søndag 27. januar klokken 20.00 sætter bandet landingshjulene ned i Kulturhuset Islands Brygge og er klar med et greatest hits-sæt med de største sange fra bagkataloget.

Vind billetter

I samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge udlodder Amager Bladet 3 x 2 billetter til koncerten i en lynkonkurrence, hvor vi trækker lod på fredag.

For at deltage i konkurrencen om billetterne skal du svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Nikolaj og Piloterne lavede et opsamlingsalbum i 2000, som solgte 20.000 eksemplarer. Hvad hedder albummet?

1. Piloter. 2. Solar Plexus. 3. Sidder på en raket.

Send dit bud på det rigtige svar til mailadressen hab@minby.dk sammen med dit navn, adresse og telefonnummer i dagtimerne. Mærk e-mailen ’Nikolaj og Piloterne’. Vi skal have den senest fredag 25. januar klokken 10.00. Vinderne får direkte besked.

Billetter kan desuden købes på www.kulturhusetislandsbrygge.kk.dk.

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

»De skulle bare vide, hvor meget vi lever«

Guldkonfettien ramte Viola Sky