»Først og fremmest så strukturerer jeg idrætsudøverens finansielle situation,« fortæller klubejer og finansmand Kim Mikkelsen. Arkivfoto: Martin Sørensen
in ,

Klubejer rådgiver sportsstjerner

STJERNEHJÆLP. København Håndbolds ejer, finansmanden Kim Mikkelsen, begår sig ikke kun i håndboldverdenen. Han yder økonomisk rådgivning for en række danske og internationale sportsstjerner og forberede dem på et liv efter den aktive karriere.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

ØKONOMI: Pengene er enorme i international fodbold, og for en ung, dansk fodboldspiller, som lige har underskrevet sin første udenlandskontrakt, er fristelserne tilsvarende store. Velmenende og knap så velmenende mennesker står i kø med forslag til, hvad den unge fodboldspiller skal bruge sine mange penge til. Biler, smykker, ejendomme et cetera.

Når man pludselig får mange penge mellem hænderne, kan det være temmelig uoverskueligt at skelne mellem den gode, fornuftige investering og det modsatte. Risikoen for, at penge havner i de forkerte hænder er overhængende.

Realøkonomisk livsforløb

Det er her, at håndboldklubejer og finansmand Kim Mikkelsen kommer ind i billedet.

»Jeg vejleder i fortrolighed sportsstjerner i at bruge deres penge fornuftigt. Først og fremmest så strukturerer jeg idrætsudøverens finansielle situation. Hvordan skal pengene investeres? Hvordan ser økonomien ud efter karrieren? Er der tænkt på forsikringer? Har man husket at indberette til skattevæsenet i det givne land? Og hvad med opsparingen? Jeg plejer at sige, at jeg tegner et realøkonomisk livsforløb for den enkelte udøver,« fortæller Kim Mikkelsen og fortsætter:

»Som topidrætsudøver har du måske kun seks-otte år til for alvor at tjene penge. Du topper tidligt sammenlignet med andre erhvervsdrivende. Jeg anbefaler, at for hver 100 kroner, idrætsudøveren tjener, sparer han de 75 kroner op. Ind på en budgetkonto med dem, så man ikke lader sig friste og lever ekstravagant. Hvis en sportsstjerne tjener 10 millioner kroner brutto over ti år, så bør det være muligt at spare 30 års pension op i løbet af de ti år.«

Timing og risikospredning

Hvordan en sportsstjerne bør investere sine penge, afhænger naturligvis af, hvor i livet han er, og hvor mange penge karrieren har kastet af sig. Som hos almindelige lønmodtagere drejer det sig om timing og om risikospredning.

»Ud over at få lagt noget til side til pensionen og livet efter den aktive karriere, så er det typisk aktier, jeg anbefaler idrætsudøveren at investere i. Det kan også være udlejningsejendomme. Jeg organiserer måske, at fire-fem idrætsudøvere går sammen om at købe en ejendom,« siger Kim Mikkelsen.

Livsrådgiver

Hvilke sportsstjerner Kim Mikkelsen helt konkret rådgiver, ønsker han ikke at afsløre.

»Det foregår som regel sådan, at idrætsudøveren har hørt om mig via en agent, hvorefter han eller hun retter kontakt til mig for at spørge mig til råds. Jeg gør det con amore – altså af lyst og interesse. Ofte ender jeg med at blive private venner med dem, jeg rådgiver. Bliver inviteret til fødselsdage og bryllupper og går hen og bliver en slags livsrådgiver. Det sker, fordi jeg taler med hver enkelt i fuld fortrolighed,« pointerer Kim Mikkelsen.

En enkelt af finansmandens ’kunder’ er dog kommet offentligheden til kendskab. Det drejer sig om fodboldlandsholdets anfører, Simon Kjær, som i 2017 skød penge ind i et biograffilmprojektet ’Mens vi lever’. Det gjorde han sammen med fodboldagenten Mikkel Beck og på opfordring fra Kim Mikkelsen, som Simon Kjær i den forbindelse omtalte som sin rådgiver.

Gammel fabriksgrund er ryddet

Tivoli investerer i virtual reality