Sådan kommer Holmene, der efter planen skal opføres ved Avedøre, til at se ud. Urban Power for Hvidovre Kommune
in
Tema: in

Like 👍

Dyre gaver til København

AF CARSTEN MAI

Der går snart ikke en uge, før endnu en gigantplan præsenteres for københavnerne. Først kom Lynetteholmen der skal bygges ud for Langelinie og senest Holmene, der er et kæmpemæssigt erhvervsprojekt med ni kunstige øer der skal etableres ved Avedøre Holme.

Ud over viljen til at fremtidssikre København spiller der også en række politiske hensyn ind der kan begrunde, hvorfor planerne kommer netop nu. I begge projekter er regeringen en aktiv part. Efter at have flyttet arbejdspladser ud af byen til provinsen og sendt flere penge samme vej, er regeringen nu blevet mere venlig overfor hovedstaden.

DET HANDLER OM, at det ledende regeringsparti Venstre er nødlidende i København. Partiets resultat ved seneste kommunalvalg var ringe, og partistrategerne har forstået, at nok bliver København aldrig en Venstrehøjborg, men der er alligevel en række potentielle vælgere i byen som gerne vil stemme blåt, men ikke hvis regeringens politik altid går København imod.

De nye byområder i København – Nordhavnen, Sydhavnen og til dels Ørestaden har borgere der ikke er rundet af traditionen med at stemme rødt i København. Her er nye borgerlige vælgere at hente for venstre og de konservative.

Om få uger kommer regeringens udspil om hovedstadens udvikling, og i det vil vi nok også se, at regeringen lægger op til en politik der tilgodeser København.

Med et folketingsvalg der senest skal komme senest i juni og usikre meningsmålinger sætter regeringen ind på ikke helt at tabe København, når krydsene skal sættes.

Det er dog ikke en gavebod, regeringen har åbnet. Finansieringen af de store projekter skal bl.a. ske ved hjælp af grundsalg og realiseringen kan også påvirke kommunens gældsætning, som både Alternativet og Enhedslisten advarer imod.

MENS DEN OVERORDNEDE strategiske planlægning af byens udvikling har fuld fart på, går det noget langsommere med at få gennemført de forbedringer, som mange københavnere efterspørger.

Regeringens anlægsloft der forhindrer kommunen i at sætte mange nye projekter i gang gør ondt. Først og fremmest på teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, (EL), som kun kan se til fra sidelinjen, mens Økonomiudvalget aftaler, hvordan loftet skal påvirke hendes forvaltning.

Da forligspartierne bag budgettet på det seneste udvalgsmøde aftalte, hvilke projekter der skal udsættes, anklagede borgmesteren flertallet for at handle hen over hovedet på hende. Det har hun helt ret i, men Enhedslisten må så vurdere, om det ikke er for politisk dyrt at stå udenfor et budgetforlig og dermed indflydelse.

MANGE SER MED begejstring på de store nye planer for byen. Men der går mange år, før de bliver til virkelighed. I mellemtiden må københavnerne vente på de små men vigtige forbedringer i hverdagen. Anlægsloftet bliver nemlig næppe ændret – så langt rækker regeringens nye venlighed trods alt ikke.

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Carsten Mai

Om journalisten Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Carlsberg Byens nye hotel er åbnet

Vibenshus Gymnasium inviterer indenfor