PR-foto
in

Like 👍

Carlsberg Byens nye hotel er åbnet

Det tidligere malt- og øllager i Carlsberg Byen har gennemgået en nænsom forvandling. Mandag åbner bygningen som luksusboutique-hotellet Ottilia. Guldskiverne på facaden er bevaret, og bygningernes historie er brugt aktivt i indretningen og udformningen af hotellets design. Hotellet er opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone, Ottilia.

“Da vi spottede mulighederne i bygningerne i 2016 var vi ikke i tvivl om, at Carlsberg Byens unikke placering med sin historiske arkitektur kunne noget særligt. Vi bliver en del af et stykke toneangivende dansk industrihistorie samtidig med, at vi bidrager til udviklingen af et selvstændigt bykvarter. Det er vi meget stolte af,” siger Karim Nielsen, administrerende direktør i Brøchner Hotels, som står bag hotellet, i en pressemeddelelse.

Mobilteknologi

På Hotel Ottilia kan gæster benytte sig af mobilteknologien AeroGuest, der favner hele hoteloplevelsen, fra det øjeblik bookingen er gennemført. Det samme gælder hotelkædens øvrige boutiquehoteller. Brøchner Hotels er verdens første boutiquehotelkæde, som for alvor er gået ind i mobilteknologi og har gjort det muligt for gæsterne at benytte den digitale platform på alle kædens hoteller:

“Vi ved, at mange gæster gerne vil undgå at bruge unødig tid på at tjekke ind, og særligt ud. Derfor giver vi dem blandt andet muligheden for, at de kan gøre dette via mobilen, som samtidig kan erstatte et fysisk nøglekort, ligesom de kan chatte med os for spørgsmål og bestilling af roomservice. Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for vores gæster, og med mobilteknologi bliver det på deres præmisser, fordi de selv kan bestemme hvilken form for service, de ønsker. Samtidig frigiver det plads til, at vi kan bruge mere tid på gæsteservice, hvor der er et reelt behov for fysisk dialog”, siger Karim Nielsen.

Hotel Ottilia har 155 værelser og er dermed det største af Brøchner Hotels’ hoteller. Hotellet har rooftop bar og restaurant med 360 graders udsigt udover København.

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Mozarts storhed og fald på Det Kongeliges gamle scene

Vibenshus Gymnasium inviterer indenfor