Overborgmester Frank Jensen (S). Arkivfoto: Michael Paldan
in

Frank Jensen: Det nye og det gamle skal følges ad

…Nytårshilsen

FRANK JENSEN (S)

Overborgmester

GODT NYTÅR: Byen er inde i en rivende udvikling. Det blev 2018 et fantastisk billede på, og mine visioner for et grønt København, med ren luft og boliger til alle, tager jeg med ind i det nye år.

Hvert år bliver vi godt 10.000 nye københavnere. Det er en mærkesag for mig, at udbygningen af byen kommer til at ske i respekt for det særegne og klassiske København. Vi skal bevare den lokale ’sjæl’ ved at sikre, at det gamle får plads i det nye på både Nørrebro og i Nordvest.

I 2018 kom skolebørnene Uma, Arn, Morris og Alvilja forbi mit kontor og overrakte en flot model over de drømme og visioner, de har til det område, hvor de bor. Besøget var en flot afslutning på efterårets levende debat om, hvordan vi udvikler Nørrebro/Nordvest og resten af København frem mod 2030.

Under overskriften #københavnersnak har vi debatteret, hvordan vi håndterer den udvikling, vi som storby står overfor. Resultatet er blevet til mere end 5.000 input og forslag til fremtidens København. Tusind tak for hvert eneste bidrag! De mange indspark vil indgå i arbejdet med den endelige plan for Københavns udvikling, som vi skal vedtage i slutningen af 2019.

Et historisk, stort udviklingskridt tog vi allerede i 2018 med en bred politisk aftale om en ny københavnsk bydel – Lynetteholmen – som skal anlægges mellem Refshaleøen og Nordhavn. Den vil på sigt give plads til godt 35.000 københavnere og være med til at tage presset på Københavns eksisterende bydele.

Når vi til sommer indvier Cityringen, kan vi tage metroen fra Skjolds Plads, Nuuks Plads og to steder mere på Nørrebro. Det er fantastisk, at vi er så langt – og samtidig leverer et endnu grønnere Nørrebro tilbage med nye begrønnede stationspladser. Til næste år udvikler vi også det grønne område, Grønningen, i Nordvest. I 2018 besøgte jeg både Grønningen og det kommende beboerhus på hjørnet af Frederiksborgvej og Birkedommervej. Det var opløftende at opleve det kæmpe lokale engagement med at skabe tryghed og fællesskab.

Rigtig godt nytår til alle på Nørrebro og i Nordvest.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Mathilde slår 31 år gammel dansk rekord

Cykeltalenter fik luft til drømmen