Lotte Juul og Jens Christian Tjell er næstformand og formand i Stræderne og Strøgets Beboerforenings nye bestyrelse. Her vil de blandt andet fortsætte det store arbejde med komme nattefesterne til livs i deres del af Middelalderbyen. Foto: Benedicte Lorenzen
in ,

Like 👍

Beboerforening vil nattefest til livs

Kort før jul konstituerede Stræderne og Strøgets Beboerforenings nye bestyrelse sig. De er nu klar til at fortsætte kampen mod den øgede nattefest i kvarteret, ligesom trafikken også er et af de store punkter på dagsordenen.

Det begynder lovende for den nye bestyrelse i Stræderne og Strøgets Beboerforening, der blev konstitueret få uger før juleaften. Blot fem dage efter medlemmerne var valgt, trådte et stop for nattebevillinger til nye beværtninger i kvarteret nemlig i kraft.

Det fortæller beboerforeningens næstformand Lotte Juul og den nye formand Jens Christian Tjell, som avisen mødtes med en kølig morgen i begyndelsen af januar:

»Hidtil har det været sådan, at stort set alle, der søgte, fik deres natbevilling. På et tidspunkt kom der så et stop for det i Nørrekvarter omkring Pisserenden, og siden har vi set en tendens til, at stederne her i kvarteret nu søger natbevillinger, så vore kvarter bliver omdannet mere og mere til en nattefest. Man flytter dermed bare problemet derfra og herned. Det er dog et stort fremskridt, at man 18. december sagde stop for enhver ny bevilling efter midnat,« forklarer Lotte Juul.

LÆS OGSÅ: Nye støjregler på vej i nattelivet – igen

Bevillingerne skal tjekkes

Med bevillingsstoppet satte Bevillingsnævnet dog kun en slags semikolon for den lange kamp, beboerforeningen har kæmpet mod det tiltagende natteliv i deres ende af den gamle Middelalderby. Vejen til kampens endelige punktum er stadig lang:

»Vores fokus er nu at få et overblik over, hvor mange der har fået en fembevilling. Vi har hørt, at der er mange, der mod stoppet, har lagt en ansøgning ind, så de kan nå at få en bevilling inden stoppet. Det må man dog ikke, man må kun søge en bevilling, hvis man rent faktisk bruger den, og ikke bare fordi den er god at have,« siger Lotte Juul og Jens Christian Tjell supplerer:

»Hvis man skal sælge sin beværtning, giver det en betragtelig højere værdi, hvis der foreligger en bevilling. Det er ikke sådan, at bevillingen følger adressen, men det er noget nemmere at få den, hvis der har været en i forvejen. Og selv om der så er stop for nye bevillinger, bliver steder, som i forvejen har en bevilling, betragtet som gamle steder, hvis en ny ejer søger samme bevilling. Det er problemet, men vi ved dog ikke præcist, hvordan Bevillingsnævnet gør det,« siger han.

Flyt nattefesten væk

Egentlig burde overblikket være nemt at få. Den enkelte beværtnings bevilling skal nemlig fremgå af kommunens Københavnerkort. Problemet er dog, at kortet ikke har været opdateret i flere år:

»Vi har skrevet til Bevillingsnævnet flere gange, men det er stadig ikke opdateret, så det vil vi arbejde indædt på at få lavet om på. Specielt nu, hvor der er indført stop for natbevillinger, vil vi gerne have et overblik over, hvem i kvarteret, der egentlig har natbevillinger. Når vi har det overblik, bliver det nemlig nemmere at finde ud af, hvem der egentlig har lov til at holde åbent til sent, og hvem der ikke har det,« fortæller Lotte Juul.

Når nattelivet fylder så meget på dagsordenen, er det fordi, de mange fester bringer både uro og utryghed med sig, ligesom den stjæler nattesøvnen fra mange af kvarterets beboere. Står det til Stræderne og Strøgets Beboerforening bør nattefesterne flyttes væk:

»Vi prøver at italesætte, at løsningen kunne være, at man flytter noget af nattefesten ud af Middelalderbyen og til andre bydele. Det er jo faktisk her, mange af de unge festgængere bor,« konstaterer Jens Christian Tjell.

Trafikken er også i tale

Et andet punkt på dagsordenen er trafikken, der er et tiltagende problem i denne del af Middelalderbyen, siger formanden:

»Nu bor jeg selv i Rådhusstræde, hvor jeg flere gange har fotograferet store lastbiler, der holder i kø. Det virker til, man er gået helt væk fra, at der kun måtte køres med små varevogne herinde. Det er et stort problem både at komme frem, men også for alle cyklerne,« fortæller Jens Christian Tjell.

De to bestyrelsesmedlemmer oplever dog, at reglerne er fine, men at ingen kontrollerer, om de bliver overholdt.

»Vi skal holde kommunen fast på, at der er kontrol og konsekvens ved overtrædelse af reglerne. Det gælder trafik, bevillinger og meget andet,« siger Lotte Juul og tilføjer:

»Det er dog lidt tvetydigt. På den ene side mener mange, at det vil være dejligt at slippe for nogle af bilerne, men på den anden side er vi bange for, at hvis vi fjerner noget af trafikken, så bliver der mere plads til udeservering. Det er grotesk, at vi oplever, trafikken er vores værn mod mere nattefest.«

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Fra saltpeter til fjernvarme

Juilliard Kvartetten giver koncert