Jabbar Hassan i midten af billedet overraskes med konfetti og titlen som Årets Mekanikerlærling. Til venstre for ham racerkører Nicolai Sylvest, der overrakte diplomet, til højre nogle af Jabbars kollegaer på Mercedes-værkstedet i Snorresgade. Foto: Martin Sørensen
in , , ,

Elsker 😍

Årets mekanikerlærling: Jabbar elsker at skrue på biler

FAGLIGT TALENT. Dansk Metal og Dansk Automobilsports Union kårede i tirsdags Jabbar Hassan fra Nørrebro som Årets Mekanikerlærling. Blandt andet for at udføre opgaver, »flere udlærte mekanikere forsøger at snige sig udenom.«

ISLANDS BRYGGE: Der blev poppet konfetti i Mercedes-værkstedet i Snorresgade, da 23-årige Jabbar Hassan fra Nørrebro i tirsdags blev kåret som Årets Mekanikerlærling af Dansk Metal og Dansk Automobilsports Union.

Årets Mekanikerlærling kåres for at hylde mekanikeren selv og mekanikerfaget i det hele taget. Modtageren skal både være fagligt dygtig og en særligt god kollega.

Den internationale racerkører Nicolai Sylvest kom kørende ind på værkstedet i en skinnende blank Mercedes-AMG GLC 63, sprang ud, lykønskede den 23-årige lærling og læste motiveringen for kåringen af Jabbar op for ham.

»Jabbar har til punkt og prikke udført alle typer opgaver han er blevet stillet for. Han er om nogen trådt ind i virksomheden med et gå på-mod, som sjældent er set før og med en evigt positiv indstilling er han utroligt vellidt af alle uden undtagelse. Han udfører ligeledes opgaver, som flere udlærte mekanikere forsøger at snige sig udenom,« læste racerkøreren.

»Går op for mig senere«

Kåringen var en komplet overraskelse for Jabbar selv.

»Det føles mærkeligt lige nu, og det går nok først op for mig senere i dag. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere – det er første gang, jeg prøver sådan noget. Men det må være fordi, de synes, jeg gør det godt. Og det gør mig glad,« sagde Jabbar.

Jabbar Hassan var igang med at skifte bremseklodser på en bil, da han blev overrasket med kåringen som Årets Mekanikerlærling. Foto: Martin Sørensen

Han blev sporet ind på mekanikerfaget allerede da han gik i 2.G og fik sin første bil.

»Jeg havde nogle problemer med bilen, og så fik jeg mere og mere interesse for, hvordan bilen er opbygget, så jeg kunne lave den selv. Man har jo ikke den bedste økonomi, når man studerer,« fortæller Jabbar.

Faget betyder meget

Han gjorde gymnasiet færdig, og så gik han i gang med uddannelsen som mekaniker.

Men han var uheldig med det første sted, han var i lære, hvor han aldrig fandt sig til rette med sin mester, fortæller værkstedschef Christian Schultz.

»Men uddannelsesstedet var opmærksom på, at Jabbar var et talent i faget, og så foreslog de ham til mig. Min kvote for lærlinge var opfyldt, men vi fandt ud af det,« fortæller værkstedschefen. Som er ovenud tilfreds med sin lærling.

»Vores aftenhold er her til klokken 22, og de er jo meget servicemindede og får ikke altid lukket klokken 22, så jeg må nogle gange sige til dem, at »I har altså også et privatliv.« Og der er Jabbar også kommet efter arbejdstid for at kigge med – bare fordi han ikke kan lade være,« siger Christian Schultz.

Selve mekanikerfaget betyder bare meget for den 23-årige lærling fra Nørrebro.

»Når jeg er på arbejde, er det som om al stress og jag forsvinder. Når man skruer på en bil, så koncentrerer man sig om det og om at løse de udfordringer, man har fået,« siger han.

Kontrakten ligger klar

Jabbar Hassan har nu været i halvandet år hos Mercedes-værkstedet i Snorresgade.

»Og jeg har sagt til ham, at der ligger en kontrakt til ham, når han er færdig til sommer,« siger Christian Schultz.

Foruden titlen og æren fik Jabbar Hassan en lille køretur med Nicolai Sylvest i den motorstærke bil, racerkøreren ankom i.

Og så skal Jabbar desuden en tur ud i Europa til foråret eller sommeren, hvor han skal opleve at være med i et mekanikerteam ved et professionelt racerløb.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Supertudsen kæmper atter for miljøet

Ensretning af Dybbølsbro mod Vesterbro