Sydhavner og grafisk designer Zita Gustafsen skabte Supertudsen i begyndelsen af 1990'erne, hvor den blev et symbol på sydhavnernes kamp for at bevare deres grønne områder. Med de politiske planer om at bebygge det ellers fredede område Stejlepladsen, er Supertudsens kamp atter blevet relevant, og derfor vender han nu tilbage i stort format på metrohegnet ved Mozarts Plads. Foto: Benedicte Lorenzen
in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Supertudsen kæmper atter for miljøet

HISTORISK TUDSE. Supertudsen opstod i 1990’erne, hvor han blev et symbol på Sydhavnens sammenhold og kamp for grønne områder. En kamp, der atter kæmpes, og derfor er Supertudsen genopstået på metrohegnet ved Mozarts Plads.

METROMALERI: Han er grøn, han er powerfuld, og så er han atter klar til at symbolisere Sydhavnens sammenhold og modstand mod byggerier på bydelens fredede naturområder. Navnet er Supertudsen, og nu kan han atter opleves på det grønne metrohegn ved Mozarts Plads, hvor han skuer ud mod Scandiagade og den gamle bussluse.

»Historien om Supertudsen er gammel. Han opstod i begyndelsen af 1990’erne, hvor man havde planer om at føre Øresundsforbindelsen tværs gennem Sydhavnen, som var en katastrofe for den fredede grønbrogede tudse. Tippen var nemlig et af de få steder, hvor den levede og ynglede, derfor blev den grønbrogede tudse også en vigtig del af kampen for, at man skulle bygge nænsomt og bevare de grønne områder,« fortæller sydhavner og grafisk designer Zita Gustafsen, som i sin tid skabte Supertudsen.

Supertudsen er tilbage

Den første supertudse tegnede Zita Gustafsen på en plakat, der også indeholdt teksterne: ’Stop Øresundsforbindelsen’, ’Sydvestkvarteret er for mennesker – ikke motorveje og godsbaner!’ og ’Supertudsen slår til’.

Og ret hurtigt blev han bærer af budskabet ’Hold Sammen om Sydhavnen’, som oprindeligt var navnet på en gruppe borgere, der i midten af 1980’erne kæmpede imod planlagte boligbyggerier på Tippen.

I de sidste 25 år, er der dog ikke mange, der har skænket Supertudsen mange tanker, heller ikke kunstneren selv:

»Supertudsen har været lidt i glemmebogen de sidste mange år, men da man begyndte at tale om byggerier på Stejlepladsen og affredninger af grønne områder, så jeg, at et medlem af gruppen ’Fiskerhavnens Venner’ henviste til de gamle plakater om Supertudsen og hans budskab om holde sammen om Sydhavnen, og at han da skulle vækkes til live igen,« fortæller Zita Gustafsen, der blev opfordret til at søge Metroselskabet om lov til at male Supertudsen på det grønne hegn.

Kun tudsen, ingen slogans

Zita Gustafsen besluttede sig for at tage opfordringen til sig, og ansøgte Metroselskabet om lov til at udsmykke det grønne hegn med den grønne tudse. Svaret var positivt og i sidste uge, blev den powerfulde sydhavnspadde så sat op på hegnet ved Mozarts Plads. Det blev dog ikke helt, som Zita Gustafsen havde planlagt:

»På den oprindelige ansøgning, havde jeg lavet et stempel, hvor der stod ‘Hold sammen om Sydhavnen’, men det måtte jeg ikke skrive for Metroselskabet. Forklaringen lød, det ville være en del af en kampagne, og det må man ikke. Det er så også okay, jeg fik dog lov at lave et skilt, der kan hænge ved siden af Supertudsen, som fortæller historien om ham,« siger hun.

Supertudsen kan opleves på det grønne hegn ved Mozarts Plads i de kommende seks måneder.

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Humørekspressen slår et slag for bodegaerne

Årets mekanikerlærling: Jabbar elsker at skrue på biler